Flygtningehjem lukker, og du kan få lov at tage, hvad du kan bruge
De frivillige på Bakkely i Gjesing ser gerne, at diverse tøj, møbler og køkkenting finder et nyt hjem.
Bakkely i Gjesing har de seneste godt to år, huset ukrainske flygtninge. Det er nu ved at være slut, da beboerne har fået permanente boliger og tilstrømningen af nye flygtninge er meget lille.
Derfor lukker Bakkely ned, og nu tilbyder de frivillige, at man kan være med til at tømme flygtningecenteret for brugbare ting.
Tilbuddet er fortrinsvis til mennesker der ikke selv har mulighed for at købe det de mangler, understreger Mette Villesen, der er leder af den frivillige indsats på Bakkely.
»Siden krigens start har Bakkely modtaget et hav af donationer af stort og småt. En stor del har beboerne fået med sig i deres permanente boliger, men der er stadig masser af indbo, som vi frivillige meget gerne ser, kommer ud og gør gavn hos nogen der mangler. Derfor holder vi åbent hus onsdag 3. juli klokken 16 – 18, hvor man kan komme og tage hvad man kan bruge,« siger Mette Villesen.
Det drejer sig således om møbler -med undtagelse af senge - køkkengrej, nips, tøj og sko til kvinder og børn, legetøj, spil, juniorsenge, weekendsenge, klapvogne, træningsmaskiner, havemøbler og meget mere.
»Det vil være efter først til mølle-princippet. Der kan ikke reserveres noget, og man skal selv bære. Alt er brugt og i varierende stand,« uddyber Mette Villesen.
Tilmelding foregår via Facebook-gruppen ’Gjesing hjælper ukrainerne’, hvor man i et opslag kan tilmelde sig i kommentarsporet.
»Så mangler du noget, eller kender du nogen der gør, så kom endelig og se, om der er noget, du kan bruge,« opfordrer Mette Villesen.