Badehotellet holder festuge
Asfaltbal som i 1955, dansktopparty og fejring af badehotels 110 års fødselsdag.
Der skal ske noget på det nu heldigvis genåbnede Badehotellet Grenaa Strand - og det kommer der sandlig også til i dagene 3.-6. juli, hvor intet mindre end en festuge finder sted.
Det er et initiativ, som man fra hotellets side håber, at både grenaaensere og turister i byen vil tage godt imod.
Det gør man ved at fortsætte historien om det gamle badehotel, så det lever ind i fremtiden med minder og fortællinger fra dengang. Blandt andet ved at genskabe et asfaltbal som det fandt sted tilbage i 1955.
Festlighederne indledes onsdag 3. juli fra klokken 14 til 20, hvor man er sikker på at høre masser af hits fra Dansktoppen. Jannie Daugaard og Hans Henrik Pedersen fra Grenaa Amatørteater vil kæde de mange indslag sammen og inddrage publikum med fælles sange og andet sjov undervejs i de tre sæt.
Kunsterne på dagen er René Franz, Jan M. Kjeldsen, Jesper Harborg, Simon von Konvoj, Flemming Gammelholm, Marie Post, Søren Engebæk og Torbens Trio. Jesper Harborg Band underholder i dagens sidste sæt.
Torsdag 4. juli bydes der på Å-aften for det yngre publikum i teltet, hvor Signe Marie Sørensen er DJ og får musikken til at spille.
Fredag 5. juli er dagen, hvor man markerer åbningen af Grenaa Badehotel i 1914 - og genåbningen for et år siden samme dag.
Hotellet er om formiddagen vært ved en reception med et glas bobler og en kransekage, og der vil være taler og musik ved ”De fire”. Der skal tages et ikonisk billede akkurat som det blev i 1955.
Til festen om aftenen serveres HOF-middag med syv retter i badehotellet inden gæsterne går til asfaltbal med bandet Hit Shake.
Festugen slutter søndag 6. juli af med Grenaas største fiskefestival. To gange denne dag serveres der fisk - friskfanget og røget - i lange baner.