Vellykket fusion forankrer produktion i Mols Bjerge
Fusion mellem V1 Printcompany og Bannerkompagniet skaber Mols Print Kompagni.
En fusion mellem V1 Printcompany A/S i Ebeltoft og Bannerkompagniet ApS i Egå har resulteret i dannelsen af Mols Print Kompagni A/S, en ny virksomhed med en stærk lokal identitet og et skarpt fokus på bæredygtighed.
Direktør Per Bang, V1 Printcompany A/S, afgik midtvejs i 2023 ved døden.
Inden sin død førte Per Bang indledende forhandlinger med Morten Fritz om købet af V1 Printcompany A/S.
Handlen blev efter Per Bangs død færdiggjort i samarbejde med Per Bangs hustru Lone Bang, og hans datter, Louise Bang.
Den kom reelt på plads for godt et år siden.
Storformatprint
Den nye virksomhed, der trækker på V1 Printcompanys lange historie og Bannerkompagniets ekspertise, leverer storformatprint og eventudstyr til danske virksomheder.
»Når man som os driver virksomhed fra et af de smukkeste steder i Danmark – Nationalpark Mols Bjerge – er det naturligt for os at bekende og forpligte sig til store ord som nærvær, ansvarlighed og bæredygtighed,« udtaler Morten Fritz, indehaver af Mols Print Kompagni, i en pressemeddelelse.
»Vi kan ikke tale om ansvarlighed uden at være nærværende. Vi kan ikke tale om nærvær uden at være lokalt forankrede.«
En vejviser
Morten Fritz forklarer videre om virksomhedens nye navn:
»Stednavnet ‘Mols’ er en naturlig vejviser for vores fokus på grøn omstilling og bæredygtige alternativer i en branche, hvor de fleste alternativer kommer fra Asien eller Østeuropa. ‘Print’ er vores eksistensberettigelse og synonymt med vores danske produktion her på Mols.«
Mols Print Kompagni A/S, der beskæftiger 10 ansatte, sigter efter at kombinere lokal forankring med høj kvalitet og ansvarlighed.
Virksomheden vil snart lancere et nyt website, der afspejler den nye identitet.