Fortsæt til indhold

Lokal klub inviterer til showkamp med Superliga-stjerner

Skødstrup SF Fodbold skal spille showkamp mod AGF's Superliga-hold.

Samfund
sb

Onsdag den 26. juni inviterer den lokale fodboldklub i Skødstrup, Skødstrup Sf Fodbold, til showkamp mellem AGF’s Superligahold og Skødstrup SF’s hold i Serie 2.

Kampen spilles som led i forberedelserne til den nye 3F Superliga-sæson kommer AGF altså forbi til en aften i fodbolden og fællesskabets tegn.

Showkampen spilles klokken 17.30 på Ed Park, som er Skødstrups anlæg. Klokken 16 er der autografskrivning, hvor man kan hilse på Superliga-stjernerne.

Showkampen er på to x 30 minutter, inden dagen slutter med, at alle spillere fra AGF og Skødstrup spiser sammen med de to klubbers bestyrelser og ledere for at markere samarbejdet mellem de to klubber.

»Skødstrup har altid været en by med en stor opbakning til AGF og byen er velsignet med en aktiv og levende idrætsforening, som er en god og nær samarbejdsklub for os. Lige nu har vi en spiller i førsteholdstruppen fra Skødstrup, Luka Callø og flere dygtige unge spillere fra Skødstrup på vej i ungdomsafdelingen. Så det giver rigtig god mening for os, at komme på besøg. Og vi kommer i stærkest mulig opstilling med mange af de ansigter man kender fra Ceres Park og glæder os rigtig meget til at komme forbi,« siger talentchef i AGF og fungerende chef for AGF Klubsamarbejdet, Marc Søballe Pedersen, i en pressemeddelelse.

Der er gratis adgang til arrangementet på Ed Park.