Fortsæt til indhold

Ved Vandet Festival: Lokalt fællesskab styrkes i Skødshoved

Festivalen 'Ved Vandet' finder sted om en måneds tid.

Samfund
mw

Parret Tobias Sachse Mogensen og Karoline Olsen bor til daglig i København, men under corona-pandemien opdagede de skønhederne ved Skødshoved, da de flyttede ind i deres families sommerhus.

»I den periode blev vi knyttet til stedet på en ny måde, og både Karoline og mig fik lyst og en trang til at skabe noget for lokalsamfundet,« udtaler Tobias Sachse Mogensen.

Derfor arrangerede de den første ’Ved Vandet Festival’ tilbage i sommeren 2021 ved Skødshoved Badehotel, og festivalen har siden været en årlig begivenhed med musik og lopper.

Det oplyses i en pressemeddelelse.

I år vil den fjerde udgave af festivalen finde sted 27. juli med lokal kulturel forankring i de naturskønne omgivelser.

»Og der er gratis entré til festivalen, som har til formål at give folk mulighed for at opleve kultur med lokal forankring i de naturskønne omgivelser på Skødshoved,« fortsætter arrangøren.

Festivalen, der tiltrækker mellem 1.000-1.500 besøgende, er finansieret gennem donationer fra fonde og private, herunder støtte fra ’Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld’.

Umiddelbart kan det forekomme udfordrende at stable en festival på benene på Djursland, når man, som Tobias Sachse Mogensen og Karoline Olsen, bor og arbejder på Sjælland. Men takket være stor lokal opbakning er det muligt.

»Sidste år stiftede vi en forening, og der er valgt en bestyrelse - dermed er vi flere om opgaven. Desuden er der en lang række frivillige, som hjælper til på selve dagen,« siger Tobias Sachse Mogensen.

Susanne Sachse, Tobias Sachse Mogensens mor, er involveret i den frivillige arbejdsindsats, især i håndteringen af markedet, der vokser år for år med nu omkring 80 boder, der kombinerer lopper og lokale kunsthåndværkere.

Udover markedet omfatter årets arrangement også en workshop kaldet ’Havnørd’ ledet af naturvejledere samt musikalsk underholdning fra kunstnere som Rigmor, Elias Rønnenfelt, Krogen, Spillemandslauget Djursland-Mols og Coriolis, der optræder på to scener.

For arrangørerne har festivalen aldrig handlet om at vinde økonomisk fordel, men derimod at give noget tilbage til de lokalmiljø, de fik øjnene op for tilbage i 2021.

»Vi har ingen ambitioner om at skulle være store og indtage Skødshoved for at tjene penge på eksempelvis salg af fadøl. Vores ønske er at skabe en festlig og bæredygtig festival, der kan bidrage positivt til lokalsamfundet og med inddragelse af lokale aktører, siger Tobias Sachse Mogensen.