Fortsæt til indhold

»Flere turister er ikke nødvendigvis skidt for Mols Bjerge«

Chefen for Nationalparken Mols Bjerge er begejstret for tanken om UNESCO.

Samfund

40.000 turister.

Så mange gæstede den lille by Christiansfeld i 2015.

Året før var tallet 8000.

Stigningen var ikke tilfældig.

2015 var nemlig året, hvor Chrisitiansfeld kom på UNESCOs verdensarvsliste.

Det var samtidig året, hvor den nuværende chef for Nationalpark Mols Bjerge, Birgitte Lamp, blev ansat af Kolding Kommune som ansvarlig for formidling, bevaring og håndtering af gæster ved Christiansfeld Centret.

Her har hun på første hånd set udfordringerne ved et pludseligt indtog af turister.

Det skræmmer hende dog ikke.

Hun har nemlig også set alt det positive der følger med, når man bliver optaget på den højtprofilerede liste.

Skal bruges rigtigt

På mange måder kan det virke som modsatrettede størrelser.

Naturbevaring og turisme.

Og en markant øgning i besøgstallet er da også noget man skal være forberedt på, hvis man drømmer om at blive verdensarv, forklarer Birgitte Lamp.

»Jeg ved fra min tid i Christiansfeld, at det kræver noget særligt. Der var masser, vi skulle håndtere i starten. Alt lige fra borgere der oplevede, at gæster kiggede ind af brevsprækkerne til helt lavpraktiske ting som parkeringspladser og steder til at spise sin madpakke.«

Det er dog noget Nationalpark Mols Bjerge er gearet til, mener hun. Nationalparken har med sine 180 kvm masser af plads til at rumme flere besøgende.«

»Alene det gør jo noget. Først og fremmest tænker jeg, at det er meget meget spændende og prestigefyldt at blive verdensarv. Det kan tiltrække gæster, og det er noget af det, vi som nationalpark er sat i verden for.«

Det kræver dog, at man sikrer sig, at nationalparkens gæster færdes ordentligt og med respekt for naturen og de lokale. Og det er netop noget Nationalpark Mols Bjerge har erfaring med.

»Vi arbejder rigtig meget med code of conduct. Det fik vi meget erfaring med under corona, hvor vi oplevede det her kæmpe boom af gæster. Vi fik dengang en del henvendelser fra lodsejerne om folk, der ikke helt vidste hvordan de skulle færdes i naturen.«

Det er dog det hele værd, hvis man gør det ordentligt, ydmygt og respektfuldt mener hun.

Skaber stolthed

Selvom det var en stor forandring i Christiansfeld, så er det Birgitte Lamps opfattelse, at optagelsen på UNESCOs verdensarvsliste først og fremmest har bragt en masse godt med sig i byen.

»Samlet set har det været en meget stor succes dernede. Man oplevede fra det ene år til det andet en femdobling i antallet af besøgende. Det er et virkelig stærkt brand. Butikkerne fordoblede deres omsætning og flere butikker kom til.«

Det allervigtigste i hendes optik var dog ikke den monetære vækst, men vækst i en mere sjælelig forstand.

«Der skete virkelig noget i forhold til identiteten og stoltheden i byen. Det med at man kommer på en prestigefyldt liste; de kongelige har adskillige gange lagt vejen forbi. Det betyder noget. Folk fra hele verden kommer på besøg, fordi mange såkaldte UNESCO-turister tager specifikt rundt og besøger de her steder. Det gav virkelig noget dernede.«

Kræver opbakning

Grundlæggende mener nationalparkchefen, at det er et stort kvalitetsstempel at blive en udnævnt som verdensarv.

»Det er en meget prestigefyldt liste. Det er noget, der har stor betydning for et sted. Det er dog også vigtigt at sige, at der som oftest er tale om længerevarende proces. For Christiansfelds vedkommende tog det over 20 år.«

Derfor kræver det en ekstraordinær indsats.

»Først og fremmest skal der skal være et potentiale. Der skal man have forskere ind over til at vurdere det. Dernæst kræver det en stærk lokal opbakning både fra kommune, politikere og borgerne. Det betyder grundig borgerinddragelse med borgermøder med mere. Slutteligt kræver det, at der afsættes de fornødne ressourcer til processen.«

Hvis det er muligt at skaffe den rette opbakning, er Birgitte Lamp som nationalparkchef positivt indstillet over for tiltaget.

»Jeg synes, det er meget spændende, så hvis det er det man ønsker, så vil vi meget gerne bidrage til processen.«