Ekspert advarer: Verdensarv kan skade mere, end det gavner

Unesco kan være vejen til stigende økonomi og bedre bevaring, men i kølvandet følger ofte et overrend af turister, der kan ende med at skade det selvsamme, man ønsker at beskytte.

Det forklarer Søren Vadstrup, som kan siges at være lidt af en ekspert på området.

Som tidligere centerleder for Raadvad-centeret, forskningslektor på Det Kongelige Akademi og medlem af Icomos – International Council on Monuments and Sites, der fungerer som Unescos ekspertorgan, ved han en ting eller to om bevaring og verdensarv.

Særligt når det drejer sig om udfordringer, fordele og ulemper ved at blive indlemmet i det fine selskab.

Han fortæller samtidig, at det bestemt ikke er urealistisk for Mols og Ebeltoft at komme på listen.

Det kræver dog en masse benarbejde.

En lang proces

Forskning, beskyttelse, forvaltning, formidling og en omfattende ansøgningsproces.

Søren Vadstrup ved om nogen, hvad der venter, hvis Blis og Syddjurs Kommune vælger at jagte en nominering og senere optagelse på Unescos verdensarvsliste.

Først sender man en ansøgning ind til Kulturministeriet. Hvert tredje-fjerde år samler de så alle de forslag, der er kommet ind sammen. Ansøgningerne evalueres så af Icomos Danmark.

De forslag, der accepteres og godkendes, ender på den såkaldte tentative liste, som er en slags boblerliste.

»Vi ser på en masse ting. Har området en universel værdi for verden? Findes der andre steder i verden, der viser det her bedre? Der vil man se på, om Ebeltoft er noget helt særligt ift. andre danske middelalderbyer.«

Når man først er kommet på den tentative liste, bliver ansøgningen på sigt sendt til Unescos sekretariat i Paris og bliver behandlet på et møde i en verdensarvskomité. Her drøfter man de forslag, der er kommet ind fra hele verden.

Bliver man godkendt, så er man optaget på Unescos verdensarvsliste.

»Normalt ansøger man enten inden for kultur, typisk bygninger som eksempelvis ringborgene, eller også søger man inden for natur, som eksempelvis Stevns Klint. Jeg kan forstå på Anna (Søgaard red.), at de vil ansøge både natur og kultur, og man kan godt blande dem. Det mener jeg absolut,« vurderer Søren Vadstrup, der selv udelukkende sidder med ansøgninger inden for kultur.

Ikke umuligt

Før ens ansøgning ender i Paris, skal den først laves.

Og det er faktisk det, der er mest tidskrævende i hele processen.

»Det tager mange år at lave. Man skal have nogle til at skrive og forske i området. F.eks. med Ebeltoft, der er noget byhistorie, og så må man fortsætte med at undersøge den. Det er en forpligtelse, at man udvikler den viden, man har,« siger Søren Vadstrup.

Hvor lang tid vil du vurdere, at hele processen tager?

»Fire-fem år i hvert fald. Som minimum.«

Hvor realistisk er det?

»Meget afhænger af den siddende kulturministers holdning til verdensarvslisten. Her lader den nuværende til at være positivt stemt for nye kandidater. Ebeltoft har jo også sit rådhus som netop er symbol på folkestyret, købmanden og de handlende, så jeg tror, at man skal ind på den vinkel. Hvor selvstyrende de danske købstæder har været i middelalderen og frem, og hvordan de er opstået.«

Tveægget sværd

Unescos verdensarvsliste kan virke som det forjættede land for kultur- og naturhistoriske områder, måske særligt i lille Danmark.

Alligevel er det ikke alle, der er lige begejstrede for udsigten til at ende på listen.

»Dragør var kommet på den tentative liste, men de har trukket deres ansøgning tilbage. Den nuværende kommunalbestyrelse er bange for at blive overrendt af turister og mener, at en plads på listen vil skade byen.«

Og det er ikke uden grund.

»Det kan man også se i udlandet, som er plaget af turister. Man kan selvfølgelig styre graden af turisme – især i et land som Danmark, men det kan ændre mange ting. I starten kan man tænke, at det er dejligt med mange mennesker, og at det kan kaste penge af sig, men det har også en bagside.«

Søren Vadstrup fremhæver samtidig, at alle udgifter til både udarbejdelsen af ansøgning (der nemt koster et par millioner kroner) hviler på kommunen. Som ansøger eller verdensarvsområde får man ikke økonomisk støtte fra hverken FN, Unesco eller den danske stat.

En status som verdensarv kan dog skabe vækst ad andre kanaler. Samtidig sikrer det også områdets ukrænkelighed på mange måder.

»I forbindelse med udpegningen skal man lave nogle beskyttelseszoner og en bufferzone. Inden for den zone må man ikke opføre f.eks. fabrikker eller foretage råstofudvinding og lignende. Så det er en god ting i bevaringsmæssig forstand, men det er noget, man skal være klar over som by.«