Fortsæt til indhold

Beboere på 30 plejehjem kan glæde sig til duften af Aarhus

I disse dage bliver den første sending af byens rose sendt ud til aarhusianske plejehjem.

Samfund
Jyla

Sidste sommer døbte borgmester Jacob Bundsgaard (S) en særligt udvalgt rose ”Aarhus Rosen”. Dermed fik byen sin helt egen, cremehvide duftende rose, og nu får beboerne på 30 plejehjem som de første glæde af roserne, der i disse dage leveres til dem, tilplantet i kurve, så de i fremtiden kan sprede duft og glæde til beboere, ansatte og besøgende.

Bag Aarhus Rosen står en selvejende institution, Aarhus Rosen, der har til formål at etablere rosen samt donere den i tilplantede krukker til kommunens institutioner, så den kan skabe glæde for beboere, ansatte og besøgende på f.eks. plejehjem, bosteder mv. Projektet kan realiseres takket være støtte fra bl.a. Salling Fondene.

Interessen for Aarhus Rosen har været stor, fortæller en af initiativtagerne bag Aarhus Rosen, Pia Anette Hou Avnsted.

»Vi har modtaget overvældende mange ansøgninger fra plejehjem, børnehaver og andre institutioner i Aarhus. Også flere, end vi har roser til i denne omgang, men vi er i fuld gang med at producere flere roser, så vi kan glæde endnu flere aarhusianere,« forklarer hun.

Aarhus Rosen er gået sammen med Sjakservice, et kommunalt drevet fællesskab for psykisk sårbare, der udfører praktiske opgaver, som i disse dage har tilplantet 102 krukker og leveret dem til de plejehjem, der har været så heldige at være blandt de første modtagere af Aarhus Rosen.

Sjakservice under Aarhus Kommune har i denne uge haft travlt med at tilplante i alt 102 kurve med Aarhus Rosen og levere dem til 30 institutioner. Pr-foto

Aarhusianere, der ikke har deres gang på en af kommunens institutioner, kan også få glæde af Aarhus Rosen. Foreningen har doneret et større antal planter til Botanisk Haves Venner, der blev stiftet i 2012, da Aarhus Kommune besluttede ikke længere selv at ville vedligeholde de plejekrævende bede.

Aarhus Rosen er plantet i rosenbedene ved Peter Holms Vej, og byens rose indgår nu i et større rosenanlæg med i alt 65 bede, som dagligt glæder lokale, gæster og turister.

Den selvejende institution Aarhus Rosen oplyser, at de institutioner, der har søgt om tilplantede kurve, men som ikke modtager dem i denne omgang, vil få kurve, så snart nye planter er dyrket frem.

Det er den erfarne danske roseforædler Rosa Eskelund, der her forædlet Aarhus Rosen.

Arbejdet begyndte tilbage i 2010 i Rosa Eskelunds have i Dyreborg på Sydfyn. Siden er rosen blevet forældet og testet for at sikre en sund, robust og stærk plante.

»Aarhus Rosen er resultatet af flere tusinde krydsbestøvninger af haveroser. Her er den blevet spottet blandt 500-600 andre små udvalgte rosenplanter,« fortæller Rosa Eskelund, og forklarer, at hun i jagten efter Aarhus Rosen er gået efter en plante med »de rette gener«.