Casper C. sælger landsted med sø, skov, pool og sauna: Står til at score 13.000.000
Nu kan det store hus - med mere - blive dit.
Casper Christensen har valgt at sætte sit landsted i Tikøb i Nordsjælland til salg.
Det skriver Boliga.
Det gennemrenoverede landsted, som har egen privat sø, skov, pool og sauna, er til salg.
Her får man en bolig på 523 kvadratmeter og en grundstørrelse på 48.636 kvadratmeter.
Man skal ”blot” lægge 29.000.000 kroner for herligheden.
Casper Christensen flyttede ind for to år siden sammen med sin hustru, Isabel, og parrets to sønner, Jagger og Cooper. Men de naturskønne omgivelser ligger for langt væk fra børnenes skole.
Det forklarer Klovn-stjernen til B.T.
»Vi har været meget, meget glade for det her sted og det eventyr, det er at bo på en gård med fem hektarer, så det stikker lidt i hjertet,« siger han til avisen og tilføjer:
»Vi vil bare gerne simplificere vores liv og ikke skulle frem og tilbage hele tiden.«
Forsøgte med 35 af de helt lange
Allerede sidste år forsøgte Casper Christensen at komme af med boligen og forlangte dengang 35 millioner kroner for den.
Nu lyder salgsskiltet på 29 millioner kroner. Bliver boligen solgt til prisen, er fortjenesten på 13 millioner kroner. Casper Christensen købte boligen, som siden er blevet totalrenoveret, for 16 millioner kroner.
Han står altså til en fortjeneste på 13.000.000 kroner.
Det er kendismægleren Lars Elbæk, som skal forsøge at få nøglerne til at skifte hænder, og i annoncen beskrives ankomsten til boligen som taget ud af en Morten Korch-fortælling.