Fortsæt til indhold

Nyt netværk i Norddjurs skal sikre »reel forskel for vores klima«

Norddjurs Kommune vil etablere et klimanetværk med lokale aktører, der skal være med til at sikre, at kommunen kommer i mål med at nedbringe CO2-udledningen.

Samfund
mw

Kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune vil etablere et klimanetværk. Det sker som en del af budgetaftalen for 2024-2027.

Målet er at styrke indsatsen for klimaet gennem samarbejde med erhvervslivet, uddannelsesinstitutioner og andre relevante aktører.

Det skriver Norddjurs Kommune.

Tanken bag etableringen af Klimanetværket er at sikre implementeringen af Norddjurs Kommunes klimaplan ’Sammen om et grønt Norddjurs’. Dette skal ske ved at mobilisere lokalsamfundets aktører.

Målet med netværket er at sikre en grønnere fremtid og styrke Norddjurs’ modstandsdygtighed over for klimaændringerne.

»Etableringen af klimanetværket i Norddjurs Kommune er afgørende for vores arbejde med at gøre kommunen mere bæredygtig og modstandsdygtig over for klimaforandringerne. Ved at samle aktører fra forskellige sektorer kan vi skabe en stærk og koordineret indsats, der vil gøre en reel forskel for vores klima. ’Sammen om et grønt Norddjurs’ er ikke bare et slogan, men en nødvendighed og en fælles indsats, som vi alle bidrager til,« siger borgmester Kasper Bjerregaard (V).

Arbejdsformen vil omfatte møder, workshops og oprettelse af arbejdsgrupper til specifikke områder. Fokus ligger på at opbygge partnerskaber, koordinere indsatser og samarbejde på tværs af sektorer.

Netværket vil være aktivt i konkrete projekter og udfordringer, såsom udviklingen af nye initiativer i kommunens klimaplan.