Fortsæt til indhold

Udvalgsformand er »exceptionelt glad« for udsigten til nye cykelstier i Syddjurs

Kommune fik tilskud til tre ud af fire ansøgte cykelstiprojekter.

Samfund

Syddjurs Kommune får tre nye cykelstier. Pendlersti til Hornslet og Aarhus forbi Rosenholm Slot, sikker skolerute i Thorsager samt trafiksikker skolesti fra Tved til Molsskolen i Knebel.

Det står klart, efter der i denne uge blev bevilget statslige penge til cykelstier til landets kommuner.

I alt 64 projekter landet over får tilskud. Ud af dem tegner Syddjurs sig altså for tre.
Ikke overraskende vækker det stor glæde hos formand for natur-, teknik- og miljøudvalget Kim Lykke Jensen (SF).

»Vi er utroligt glade for at kunne udvikle på vores cykelstier. De har rigtig høj prioritet i kommunen. Vi har efterhånden fået etableret mange cykelstier, så derfor er vi lykkelige over, at staten har givet medfinansiering til de her tre projekter, som vi i udvalget har prioriteret at søge om. Det er supergodt, og vi håber at kunne lave endnu flere cykelstier i de kommende år,« siger Kim Lykke Jensen.

Natur-, teknik- og miljøudvalget havde i år søgt om statstilskud til fire cykelstiprojekter, og Kim Lykke Jensen anerkender da også værdien af, at der har siddet lokalt valgte folketingsmedlemmer tæt på forhandlingerne.
Han mener dog også, at det har været den samlede faglige vurdering og værdien af projekterne i et trafiksikkerhedsmæssigt perspektiv, der har været afgørende.

»Vi plejer at søge til tre-fire projekter, og nogle år har vi slet ikke fået tilskud, så derfor er vi jo særligt lykkelige over at få til tre i år. Det er jo ikke nødvendigvis en dårlig ting, at der har siddet nogen med lokalkendskab tæt på forhandlingerne, men det bør selvfølgelig være de faglige kriterier, der afgør, om cykelstierne bliver prioriteret eller ej. Under alle omstændigheder er vi exceptionelt glade for hver af de her tre stier er meget relevante og tjener hver deres funktion,« konstaterer Kim Lykke Jensen.

Cykelstierne er endnu ikke en del af budgettet i Syddjurs Kommune. Det bliver de således - højst sandsynligt - til efteråret. Defor forventer Kim Lykke Jensen at arbejdet med at etablere cykelstierne kan gå i gang næste år.