Børn spiller 'kunder': Hver tredje butik dumper - og sælger ulovligt
Sikkerhedsstyrelsen anvendte mandag for første gang unge kontrolkøbere, som led i styrelsens tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker. 34 procent af butikkerne med alkohol-, nikotin- eller tobaksprodukter overtrådte aldersgrænserne.
Mandag havde Sikkerhedsstyrelsen premiere på en ny toårig forsøgsperiode, hvor unge kontrolkøbere hjælper med at føre tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker.
Resultaterne fra den første dag viser, at mere end hver tredje butik med alkohol, nikotin eller tobaksprodukter overtrådte aldersgrænserne.
Tidligere skulle Sikkerhedsstyrelsen være til stede, når en butik foretog et ulovligt salg til en mindreårig.
Med de nye beføjelser er det blevet lettere at kontrollere, om butikkerne overholder reglerne.
»I går blev aldersgrænserne overtrådt på de 17 af vores 50 tilsyn med alderskontrol i fysiske butikker. Det er allerede flere overtrædelser, end vi har fundet på vores mere end 2.000 tilsyn de sidste fire år. Det viser, at der er behov for denne mere effektive kontrol,« forklarer Stine Pedersen, kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen.
Ét - af en lang række
Forsøgsordningen med unge kontrolkøbere er et af 30 initiativer i regeringens forebyggelsesplan, som sigter mod at nedsætte børn og unges forbrug af alkohol, nikotin og tobaksprodukter.
Forud for den nye ordning med de unge kontrolkøbere har Sikkerhedsstyrelsen informeret branchen om de nye tiltag. Desuden kommunikerede styrelsen massivt om de nye tiltag i medierne fra morgenstunden.
Men det ændrede altså ikke på, at mange butikker alligevel glemte at tjekke ID ved de unge kontrolkøbere
»Vores hensigt med den nye ordning er ikke bare at lange bøder over disken. Tværtimod håber vi på, at procenten for overtrædelser bliver lavere med tiden. Derfor fortsætter vi med at gå i dialog med branchen om problematikken. Men vi fortsætter selvfølgelig også med at føre tilsyn med alderskontrol,« understreger Stine Pedersen.
Det er altid den erhvervsdrivendes ansvar, at salgsstederne overholder de gældende aldersgrænser for salg af alkohol, nikotin eller tobak.