Knap en million indvandrere og efterkommere i Danmark: Så mange bor i Østjylland
Andelen af indvandrere og efterkommere varierer mellem kommunerne, og forskellige oprindelseslande dominerer i forskellige dele af landet
De omkring 952.200 indvandrere og efterkommere, som bor i Danmark, fordeler sig ikke jævnt i landet.
Dels er der stor variation fra område til område på andelen af efterkommere og indvandrere ud af det samlede indbyggertal; dels er der forskel på, hvor i landet de forskellige oprindelseslande er mest markant repræsenteret.
Indvandrere og efterkommere udgør 16 procent af hele befolkningen. Indvandrere står for hovedparten med 12 procent, mens efterkommere udgør 4 procent ifølge de nyeste tal fra 2. kvartal 2024.
Det skriver Danmarks Statistik i en pressemeddelelse.
Store forskelle
Bag den gennemsnitlige andel for hele landet ligger en stor variation fra region til region. Og inden for alle fem regioner er der store forskelle mellem de enkelte kommuner.
»Den lille million indvandrere og efterkommere, der bor i Danmark i dag, er ikke ligeligt fordelt på kommuner og regioner. Den største andel bor i kommunerne omkring hovedstaden, samt i de større kommuner uden for hovedstaden som Odense og Aarhus,« siger chefkonsulent i Danmarks Statistik Jørn Korsbø Petersen.
I Østjylland er antallet af indvandrere 98.045 personer og 31.022 er efterkommere.
Lavest andel indvandrere og efterkommere i Nordjylland
Region Hovedstaden har en andel af indvandrere og efterkommere på 23 procent og dermed en markant højere andel end de øvrige fire.
Det er også i Region Hovedstaden, at kommunerne med relativt flest indvandrere og efterkommere ligger.
Indvandrere og efterkommeres andel af hele befolkningen i kommunerne, 2. kvt. 2024
Region Nordjylland har med 10 procent indvandrere og efterkommere den laveste andel blandt regionerne. Det er også i denne region, at de fire kommuner med landets mindste andel af indvandrere og efterkommere ligger – nemlig kommunerne Morsø, Jammerbugt, Læsø og Rebild, som alle har en andel på 7 procent.
Andelen i de øvrige tre regioner er 14 procent i Region Syddanmark, 13 procent i Region Midtjylland og 12 procent i Region Sjælland.
Flest indvandrere og efterkommere fra Polen
Indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet udgjorde 66.693 personer i 2023, hvilket gør Tyrkiet til det land med den største indvandrerbefolkning i Danmark.
Polen lå nummer to med 56.760 personer, mens antallet af indvandrere og efterkommere fra Rumænien var tredjestørst med 46.163 personer.
Tilsammen udgør indvandrere og efterkommere fra de ti lande, med størst andel indvandrere og efterkommere, 44 procent af alle med anden oprindelse end dansk.
Fordeler sig forskelligt geografisk i Danmark
Indvandrere og efterkommere kommer fra mere end 200 forskellige oprindelseslande.
De mange forskellige oprindelseslande fordeler sig imidlertid ikke ligeligt rundt om i landet. Ser man eksempelvis på, hvilket oprindelsesland, der er flest personer fra i de enkelte kommuner, danner der sig nogle forskellige mønstre i forskellige områder af Danmark.
Kortet nedenfor viser hvilket oprindelsesland som er det ’dominerende’ – dvs. det land, som den største andel af indvandrere og efterkommere i den pågældende kommune har som oprindelsesland. Som kortet viser, er Ukraine eksempelvis det største oprindelsesland i en gruppe nabokommuner i Nord- og Midtjylland – et mønster, der udelukkende ses i dette område.
Et andet billede er, at Tyskland er det dominerende oprindelsesland i en gruppe sønderjyske nabokommuner. Øst for Storebælt er Tyrkiet det dominerende oprindelsesland i en større gruppe på 22 nabokommuner.
Indvandrere og efterkommere fordelt efter dominerende oprindelsesland, 2. kvartal 2024
Kortet viser udelukkende, hvilket oprindelsesland der er det dominerende – ikke hvor mange personer eller hvor store andele, det drejer sig om.
Således findes der eksempelvis kommuner, hvor der bor flere ukrainere, end der gør i de kommuner, hvor Ukraine er det dominerende oprindelsesland. Det gælder for eksempel Vejle og Odense Kommuner.
Kortet viser heller ikke, hvor mange personer, der har det dominerende oprindelsesland som oprindelsesland. Den næststørste gruppe i en kommune kan således godt være næsten lige så stor som det største oprindelsesland i kommunen.
For eksempel er Holstebro én af de kommuner, hvor Ukraine er det dominerende oprindelsesland: Her bor 671 indvandrere og efterkommere fra Ukraine, men der er ikke langt ned til den næststørste gruppe fra Syrien, som tæller 634.
Stor afstand mellem grupperne
I nogle af de sønderjyske kommuner, der har Tyskland som dominerende oprindelsesland, er der større afstand mellem den største og den næststørste gruppe.
I Aabenraa Kommune er der således 4.078 indvandrere og efterkommere fra Tyskland, mens den næststørste gruppe med Rumænien som oprindelsesland tæller 752 personer.
Endelig spænder opgørelsen over store forskelle på antallet af indvandrere og efterkommere i de enkelte kommuner – helt fra Københavns Kommune, hvor den dominerende gruppe tæller 8.161 indvandrere og efterkommere fra Pakistan ned til Læsø Kommunes 29 personer fra Tyskland.
Eller Dragørs 133 personer med Sverige som oprindelsesland.