Fortsæt til indhold

Forsøg med grønne blink til hjerteløbere er på trapperne

Reddernes Fagforening forudser kaos og utryghed, når frivillige får mulighed for at bruge grønne blink.

Samfund
/ritzau/

Hjerteløbere, der er på vej til at assistere ved et formodet hjertestop, skal have mulighed for at sætte et grønt blink på taget af bilen.

En forsøgsordning ventes klar til januar, skriver TV MidtVest.

Det grønne blink er ifølge transportminister Thomas Danielsen (V) et ”opmærksomhedsblink”.

Det betyder ikke, at hjerteløbere må overtræde færdselsloven, understreger han.

»Det er en mulighed for særligt de, der bor i provinsen, at signalere til omgivelser og medtrafikanter, at man er på vej ud til livgivende førstehjælp,« siger Thomas Danielsen til tv-stationen.

Forventningen er, at det grønne blink vil få andre bilister til at vise ekstra hensyn og gøre det lettere for hjerteløberne at nå frem.

Det er frivilligt, om kørende hjerteløbere ønsker at gøre brug af det grønne blink. Hvis de ønsker det, skal de selv anskaffe det.

»Kan sætte andre i fare«

Det er dog ikke alle, der er begejstret over tiltaget.

Formand for Reddernes Fagforening Kim Volder Hammershøj mener, at de grønne blink kan skabe kaos og utryghed på vejene.

»Helt konkret kan der opstå et utal af situationer, der sætter andre trafikanter i fare.«

»Hvem har ansvaret, hvis en frivillig med grønt blink på taget suser uansvarligt gennem trafikken, så fru Larsen pludselig skal trække ind til siden og kommer til at køre en mor med en barnevogn ihjel?,« siger Kim Volder Hammershøj i en pressemeddelelse.

En oplysningskampagne skal gøre befolkningen opmærksom på, at man kan møde de grønne blink i trafikken.

Bekendtgørelsen om de nye regler ventes at blive sendt i høring i løbet af efteråret.

Planen er, at forsøgsordningen indledes ved årsskiftet.