Fortsæt til indhold

Syddjurs Kommune svigter demensramtes pårørende

Demensomsorg og aflastning står øverst på dagsordenen hos Ældrerådet i Syddjurs Kommune.

Samfund

Ældrerådet Syddjurs har sat fokus på afløsning og aflastning for demensramtes pårørende i 2024.

Undersøgelser viser, at mange pårørende ikke får tilstrækkelig støtte i hverdagen.

Rita Vinding, formand for Ældrerådet, har præsenteret klare anbefalinger til forbedring af demensplejen overfor både Sundheds- og ældreudvalgets formand, Riber Hog Anthonsen (V), og borgmester Michael Stegger Jensen (A).

Der er behov for en øget økonomisk ramme til aflastningsmuligheder og udvidede daghjemstilbud.

»Vi ser desværre, at mange pårørende ikke længere kan deltage i aftenaktiviteter eller holde sig fysisk og mentalt aktive på grund af manglende aflastning,« siger Rita Vinding.

Bedre normering ønskeligt

Der er et stort behov for flere daghjem og dedikerede aflastningspladser i Syddjurs for demensramte borgere, mener man i Ældrerådet.

Ældrerådet presser på for bedre normering på plejehjem for at sikre tilstrækkelig bemanding hele døgnet, og mener, at der er statistisk belæg for at gøre det.

Ifølge Alzheimerforeningens rapport ’Demens og plejehjem Syddjurs Kommune, Baggrundsfakta og figurer - Kommunalvalg 2021’, viser statistikken om plejehjemsbeboere pr. medarbejder følgende:

  • Dagvagt hverdag:
  • Syddjurs: 2,2 beboere pr. medarbejder
  • Gennemsnit i 10 bedste kommuner: 1,1 beboere pr. medarbejder
  • Aftenvagt hverdag:
  • Syddjurs: 6,3 beboere pr. medarbejder
  • Gennemsnit i 10 bedste kommuner: 5,1 beboere pr. medarbejder
  • Nattevagt hverdag:
  • Syddjurs: 27 beboere pr. medarbejder
  • Gennemsnit i 10 bedste kommuner: 16,6 beboere pr. medarbejder

»Vi håber, at vores anbefalinger vil blive prioriteret i budgetarbejdet for 2025,« siger Rita Vinding.