DMI ikke i tvivl: Så voldsomt bliver det lørdag
DMI har udsendt et varsel.
Et uvejr rammer lørdag store dele af Danmark, og det har fået DMI, Danmarks Metorologiske Institut, til at udsende et varsel.
Det fremgår af DMIs hjemmeside.
Udover regn og torden kan der ifølge varslet også falde hagl og komme kraftige vindstød og skybrud.
Varslet er gældende fra lørdag klokken 14 til lørdag klokken 20.
Det gælder for Sjælland, Lolland-Falster, Fyn og den østlige del af Jylland i perioden fra lørdag eftermiddag til lørdag aften.
15 millimeter på en halv time
Det er en koldfront, der i løbet af dagen trænger ind over landet vestfra, skriver DMI på sin hjemmeside.
»I forbindelse med koldfronten dannes der kraftige byger, der kan blive kraftige og med hagl, torden og meget kraftige vindstød.«
De seneste prognoser viser ifølge DMI, at det især er Østjylland, Fyn, Sjælland, Lolland og Falster, der bliver ramt af de kraftige byger.
»Men selv små ændringer i vind, luftfugtighed og temperatur kan ændre på, hvordan lørdagens vejr kommer til at spænde af,« bemærker DMI.
Når der falder mindst 15 millimeter nedbør i løbet af 30 minutter, er der tale om skybrud.
Ved skybrud er der risiko for blandt andet oversvømmede veje eller kældre.