Nu sker det: Central park får ansigtsløft
Musikhusparken står over for en opgradering af de større. Kontrakten med firmaet, der skal stå for arbejdet er netop underskrevet.
Musikhusparken i hjertet af Aarhus er et kendt sted af de fleste aarhusianere, og mange vil kunne finde rundt i parken med bind for øjnene.
Snart sker der dog ting og sager, når Musikhusparken skal have et gevaldigt ansigtsløft.
Det skriver Kultur og Borgerservice i en pressemeddelelse.
Kontrakten med den anlægsgartner, der skal stå for projektet er netop blevet underskrevet, og her er det Brabrand-virksomheden OKNygaard, der er løbet med udbuddet.
Musikhusparken skal efter sin omdannelse være en »grøn oase«, der skal forbinde natur, kultur og kunst med bæredygtighed. Derudover skal det, ifølge pressemeddelelsen, være en »attraktion i international klasse«.
Rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad ser meget frem til, at den afholdte park får en opgradering.
»Jeg glæder mig meget til, at arbejdet med vores grønne åndehul midt i Aarhus går i gang. Det er en af byens mest centrale pladser, der nu kan se frem til en imponerende opgradering til glæde for aarhusianerne, byens gæster, og biodiversiteten,« siger Rabih Azad-Ahmad.
Den opdaterede Musikhusparken kommer til både at have frodige arealer, plads til hyggeligt hverdagsophold samt arealer til begivenheder og kunstinstallationer. Derudover vil den blive udstyret med et nyt »legende vandværk« og en ny legeplads.
OKNygaard glæder sig selvsagt til at gå til opgaven, der allerede begynder denne sommer.
»Vi glæder os meget til at komme i gang med at realisere projektet. Det rummer mange interessante elementer set fra vores faglighed, og Musikhusparken vil uden tvivl løfte Aarhus by og skabe stor værdi for mange mennesker. Det taler lige ind i vores ambition om at forbinde mennesker og naturen, så vi den vej igennem kan sikre levedygtige, klimarobuste og biodiverse byer,« siger Martin Høj, projektleder hos OKNygaard.
Den nye Musikhusparken, der har et anlægsbudget på cirka 53. mio. kr., vil efter planen stå færdig i 2025. Det er også næste år, at ARoS’ udvidelse med The Next Level åbner.