Fortsæt til indhold

Afsløring: Her har Naturstyrelsen ifølge politiet mishandlet dyr

På seks lokationer på Mols og Helgenæs har 77 dyr været udsat for omfattende vanrøgt

Samfund

For nylig kunne vi her i avisen fortælle, at Østjyllands Politi har rejst alvorlige anklager mod Naturstyrelsen og to af dens ansatte for omfattende dyremishandling på Mols og Helgenæs.

Nu afslører anklageskriftet, som Jyllands-Postens Lokalaviser har fået aktindsigt i, at den ene af de to ansatte er en ledende medarbejder og skovrider med ansvar for styrelsens besætninger i området.

Samtidig står det klart, hvor præcist på Mols og Helgenæs, mishandlingen har fundet sted.

Anklagen går på, at 77 kreaturer er blevet udsat for uforsvarlig behandling over en længere periode.

Anklagemyndigheden kategoriserer jævnfør Dyrevelfærdsloven behandlingen af de 77 dyr som ’uforsvarligt’, ’groft uforsvarligt’ og ’groft uforsvarligt med karakter af mishandling’.

Langt størstedelen af dyrene er angiveligt blevet behandlet groft uforsvarligt eller groft uforsvarligt med karakter af mishandling, det vil sige de to groveste kategorier.

Det skete ifølge anklagemyndigheden i perioden november 2020 til april 2021.

Dengang besøgte en dyrlæge naturstyrelsens dyrebesætninger på Mols og Helgenæs flere gange, og det har altså resulteret i et 15 sider langt anklageskrift med beskrivelser af, hvordan skovrideren og medarbejderen i en lang række tilfælde angiveligt groft har forsømt deres pligt til at sørge for, at dyrene trivedes.

Side op og side ned beskrives det, hvordan kreaturerne ikke har modtaget tilstrækkeligt foder, vand eller dyrlægebehandling, og hvordan de har været udsat for ekstreme forhold, hvilket har resulteret i alvorlig afmagring, sygdom og i nogle tilfælde død.

Her foregik mishandlingen

I følge anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi skulle den uforsvarlige behandling af dyrene have fundet sted på seks lokationer på Mols og Helgenæs.

Det drejer sig om indhegninger ved Ny Toggerbo, Toggerbo, Engen, Helligkilde, Klæbjerg på Helgenæs og ved Bogens.

Skovrideren, medarbejderen og Naturstyrelsen anklages for seks forhold, der hver knytter sig til en lokation.

Der er i anklageskriftet flere eksempler på mishandling de enkelte steder, og her er et uddrag af dem, alle fra perioden november 2020 til april 2021.

Ny Toggerbo:

26 kreaturer i indhegningen Ny Toggerbo blev behandlet groft uforsvarligt med karakter af mishandling.

Dyrene blev ikke fodret tilstrækkeligt og var tvunget til at spise gyvel og gnave i træernes bark.

Ved Fødevarestyrelsens kontrolbesøg blev flere køer fundet i faretruende lavt huld (kød- og fedtaflejring i kroppen som resultat af en bestemt ernæringstilstand. red.), og der blev observeret flere aborter med døde fostre.

Eksempelvis blev en ko vurderet til at være i meget ringe huld med tydeligt synlige knogler.

Toggerbo: I perioden blev tre kreaturer i indhegningen Toggerbo udsat for groft uforsvarlig behandling. En ko blev fundet liggende i brystleje på marken med tynd diarré og betændelse.

På trods af en aftale om aflivning blev koen i følge anklageskriftet ikke aflivet dagen efter, men døde først to dage senere.

Engen: I perioden fra november 2020 til juni 2021 blev fire kreaturer i indhegningen Engen forsømt.

En ko kælvede en dødfødt kalv og blev senere fundet i klart under middel huld uden at være blevet tilset af en dyrlæge. En anden ko er blevet behandlet groft uforsvarligt med karakter af mishandling.

Den blev aflivet i april 2021 efter fødsel af en død kalv.

Den var kun en måned før blevet tilset af dyrlægen, som havde konstateret, at den var tydelig mager og udviste anormal adfærd og virkede apatisk.

I dette tilfælde anklages skovrideren og medarbejderen for mishandling af dyret, da de ikke fik den behandlet af en dyrlæge eller fik foretaget en ’regelret klinisk undersøgelse’.

Helligkilde:

Her undlod de tiltalte at beskytte minimum to kreaturer ’bedst muligt mod smerte, lidelse og varigt mén’.

En drægtig ko blev fundet i under middel huld og døde senere med en død kalv i livmoderen. Den manglende behandling af dyret kategoriseres som mishandling i anklageskriftet.

Klæbjerg på Helgenæs:

I perioden blev tre kreaturer i indhegningen Klæbjerg på Helgenæs udsat for groft uforsvarlig behandling.

Her blev en ko for eksempel fundet i klart under middel huld og blev ikke tilset af en dyrlæge eller aflivet, selvom dens tilstand krævede det.

Bogens:

Det her forhold i anklageskriftet er det mest omfattende, og omhandler 39 ungdyr, kvier og stude, der blev fundet i varierende grader af afmagring og flere af dem udviste sløv og apatisk adfærd.

For dem alle gælder, at skovrideren og medarbejderen har behandlet dyrene groft uansvarligt eller groft uforsvarligt med karakter af mishandling.

Et eksempel på det sidste er i følge anklageskriftet en stud, der blev fundet død af sult, så afmagret, at den kunne trækkes ud mellem to træer.

Grundig selvransagelse

Naturstyrelsen står overfor en bødestraf, mens skovrideren og medarbejderen risikerer fængselsstraf og frakendelse af retten til at beskæftige sig med dyr i fem år.

En ledende medarbejder i Naturstyrelsen er fritaget fra sit job. Om det er skovrideren, ønsker Naturstyrelsen ikke at udtale sig om, men hans advokat udtaler til flere medier, at han nægter sig skyldig.

Da nyheden om sagen kom frem i slutningen af juni, oplyste Naturstyrelsen i en pressemeddelelse, at de i forlængelse af sagen, som de har kendt til siden 2021, har udarbejdet og implementeret en handleplan med fokus på at ensarte og systematisere arbejdet med dyrevelfærd og dyrlægetilsyn, og at der er sket en opkvalificering af medarbejdere på dyrevelfærdsområdet.

Det har ikke været muligt at få Naturstyrelsens kommentar til det netop offentliggjorte anklageskrift, men for nylig udtalte Peter Ilsøe, direktør i Naturstyrelsen:

»Jeg kan kun understrege igen, at vi ser med meget stor alvor på denne sag. Der skulle have været reageret før, og det er uacceptabelt, at det er sket på statens arealer. Sagen har derfor givet anledning til grundig selvransagelse i Naturstyrelsen.«