Fortsæt til indhold

Silas sejrede: Torsdag cyklede han til fordel for andre syge børn

16-årige Silas Ljatifi Jørgensen overvandt kræften, og på sin 16-års fødselsdag cyklede han 105 km til fordel for Børnecancerfonden.

Samfund

Det er nok de færreste, der beder om at cykle 100 kilometer den dag, de fylder 16 år. Men det er, hvad Silas Ljatifi Jørgensen svarer sin mor, da hun spørger ham, hvad han vil på sin fødselsdag torsdag 11. juli.

Der er en bane på omkring en kilometer rundt i Hylke, hvor den nu 16-årige dreng bor med sin mor og søster.

Det er som om, jeg har 10 kg håndvægte på mine ben hele tiden. Jeg er bare sløv, skaldet og svagelig af medicinen. Fra den ene dag til den anden er jeg en helt anden person. Jeg kan slet ikke kende mig selv i ansigtet.
Silas Ljatifi Jørgensen

Den rute vil han cykle 100 gange, og så vil han i samme omgang samle penge ind til Børnecancerfonden som en tak for at hjælpe ham og familien, da han selv bliver ramt af leukæmi som bare 13-årig - og for at hjælpe børn til et bedre sygdomsforløb. Da Silas selv bliver syg får han og familien en sum penge af Børnecancerfonden til at forsøde det kommende sygdomsforløb. Børnecancerfonden har også nogle sommerhuse rundt i landet, som familier med kræftsyge børn kan låne.

»Det var virkelig fedt. Vi fik en uges tid, hvor vi kunne glemme alt om sygdommen og bare være sammen med familie. Jeg holdt også fødselsdag deroppe (i Blokhus, red.). Det var fandme hyggeligt,« fortæller Silas, der sammen med familien får et tiltrængt pusterum fra sygdom, indlæggelser og et utal af kemobehandlinger, der ellers fylder rigtig meget i årene efter 5. november 2021.

Nu ønsker han at give lidt tilbage til dem.

11. juli klokken 12 sætter han sig på cyklen, som i dagens anledning bliver stillet til rådighed af Fri Bikeshop. I fem timer cykler han 105 kilometer sammen med seks hjælperyttere fra ”We Leave No One Behind” i Horsens.

Det går over al forventning. Både med de fem timer på jernhesten og med indsamlingen.

»Den første MobilePay boks blev fyldt i aften - 30.000 kr. Vi mangler stadig alle dem, som har doneret pr. runde, så vi ender på knap 40.000 kr. til Børnecancerfonden. Det er SÅ vildt,« lyder det fra Heidi Jørgensen, Silas’ mor dagen efter cykelløbet.

I en video på Facebook takker Silas alle dem, der har støttet ham og sagen.

Fri BikeShop stillede en cykel til rådighed til Silas. »Ellers havde han nok cyklet endnu. Det reddede hele dagen,« lød det fra hans mor dagen efter cykelløbet. Privatfoto.

Kæmpe bule på halsen

At Silas er blevet så frisk igen er helt fantastisk, og han er i den grad kommet sig efter det hårde sygdomsforløb, der for alvor begynder 5. november 2021.

»Jeg er hjemme fra skole i en uge, fordi jeg har det dårligt. Jeg ligger bare på sofaen og hoster, og om fredagen får jeg det rigtig dårligt. Søndag vågner jeg op med en kæmpe bule på halsen,« lyder det fra Silas.

Det får familien til at opsøge en læge, men på det tidspunkt skænker de ikke tanken om kræft én tanke.

»Det tænker man jo ikke, når han er så ung. Vi bliver sendt akut på børneafdelingen i Aarhus, og Silas får taget en prøve fra rygmarven, som bliver sendt med en taxi til København om aftenen. Så ved vi jo godt, at der er noget galt. Det viser sig så, at han har en alvorlig kræftsvulst i brystkassen og leukæmi, og han skal have kemo med det samme. Det var lidt af et chok,« fortæller Heidi Jørgensen.

»Jeg blev ikke chokeret, for jeg vidste ikke hvad det var,« supplerer Silas sin mor.

I første omgang er Silas indlagt på Aarhus Universitetshospital i 17 dage.

»Min lillesøster bor også her i Hylke, og hun bliver virkelig ramt af det. For at have noget at lave, samler hun penge ind i vores lokale Facebook-gruppe, så hun kan lave en julekalender til Silas. Hun tænker, at hun måske kan samle nok penge ind til en hyggelig kalender til Silas, men hun får hurtigt 25.000 kroner til den her kalender, så det ender jo med, at Silas får en helt ny Iphone 1. december,« fortæller Heidi.

»Donationerne er fra folk her i Hylke. De har virkelig været en god støtte igennem hele forløbet.«

Håret falder af

Den kæmpe støtte fra både Børnecancerfonden og de lokale gør det lettere for hele familien at være i sygdomsforløbet.

I begyndelsen er Silas meget fortrøstningsfuld i forhold til de mange kommende kemobehandlinger.

»Jeg kaster op en aften, og der kan jeg huske, at jeg tænker, at jeg godt kan klare det, hvis det bare er det,« fortæller Silas.

Men det er ikke bare sporadisk opkast.

»Der går 14 dage, og så begynder håret at falde af i totter. 30. november får han ondt i maven, og så er der gået hul i hans mavesæk på grund af kemoen,« supplerer hans mor.

Derfra er han flittig gæst på Aarhus Universitetshospital. Immunforsvaret bliver så svækket, at der ikke skal meget til, før Silas får feber - og er der bare en smule feber, skal han tjekkes på hospitalet.

Feberen vender ofte retur, og af mange omgange bliver han fyldt med antibiotika og nogle gange endnu stærkere medicin, der også er hårdt for kroppen. På et tidspunkt er han så svækket af kemobehandlingerne, at han har svært ved selv at komme til sit værelse på førstesalen i huset i Hylke.

»Det er som om, jeg har 10 kg håndvægte på mine ben hele tiden. Jeg er bare sløv, skaldet og svagelig af medicinen. Fra den ene dag til den anden er jeg en helt anden person. Jeg kan slet ikke kende mig selv i ansigtet,« lyder det fra Silas, der finder nogle billeder frem fra forløbet.

Silas Ljatifi Jørgensen blev efter eget ønske konfirmeret i maj 2022 sammen med sine klassekammerater i Hylke. På det tidspunkt var han meget syg, men det blev en god dag hjemme i privaten med familie og venner. Privatfoto.

Han ligner heller ikke sig selv, da han 13. maj 2022 skal konfirmeres sammen med sine klassekammerater. Selvom Silas er rigtig skidt, vil han ikke gå glip af den store dag. Silas er ikke døbt i forvejen, så det skal familien sørge for inden 13. maj.

»Det er virkelig specielt at døbe sit eget barn, der er så syg. Det er hårdt. Det er selve konfirmationen også. Han er virkelig syg på det her tidspunkt, men han holder ud i 8-9 timer til festen og har en god dag med familie og nogle af hans venner,« fortæller Heidi.

Den rigtig hårde periode fortsætter i sommeren og efteråret 2022, hvor han er indlagt et utal af gange på grund af feber, blodpropper og vand i lungerne, mavesår, andre infektioner og på grund af de mange kemobehandlinger.

Det er - måske - overraskende nok ikke til at se på Silas, når man taler med ham, at han i mere end to år er syg af kræft. I løbet af efteråret 2022 får Silas det bedre, og kort tid efter begynder han i skole igen.

Sunde vaner

Fremgangen fortsætter, og det meste af sommeren 2023 har Silas det godt.

Heidi Jørgensen er lettet. Og hun er stolt af sin søn, der undervejs har taget livet tilbage. Og det med rette. Nu er det slet ikke til at se på den 16-årige dreng med det lange hår, at han for to og et halvt år siden blev diagnosticeret med kræft.

»Jeg har det helt fantastisk. Jeg har det virkelig godt,« siger Silas med et stort smil.

13. december sidste år tager Silas den sidste pille mod kræften.

»Vi holder en stor fest herhjemme, hvor vi laver det til et event, at han skal tage den sidste pille,« fortæller Heidi Jørgensen.

Silas skyller den sidste pille ned, og siden da er det kun gået fremad med helbredet. I sommer afsluttede han niende klasse, og i sin fritid arbejder han hos den lokale købmand.

Jeg begynder at få det meget bedre. Jeg begynder også at træne, og jeg kan virkelig mærke, at jeg bliver stærkere og stærkere for hver gang, jeg træner. Og så er jeg begyndt at spise rå lever - og det kan jeg virkelig mærke rykker noget.
Silas Ljatifi Jørgensen

Siden december har Silas været til to kræftkontroller på Aarhus Universitetshospital.

»Første gang var jeg et nervevrag. De sagde, jeg ikke skulle være så bange, for de kunne se på Silas, at han var sund og rask - og han har ingen men den dag i dag,« lyder det fra Heidi Jørgensen.

Silas har selv en ide om, hvorfor han er kommet så godt igennem et tungt og hårdt sygdomsforløb.

»Jeg ser en masse videoer, mens jeg er indlagt på Skejby. Jeg begynder så at se en masse dokumentarer og videoer med mad i forhold til, hvad der er sundt - og hvor usundt forarbejdet mad er,« fortæller Silas, der begynder at holde sig langt væk fra raffineret sukker og planteolier.

I stedet spiser han kun mad fra naturen i form af produkter fra dyr og planter.

»Jeg begynder at få det meget bedre. Jeg begynder også at træne, og jeg kan virkelig mærke, at jeg bliver stærkere og stærkere for hver gang, jeg træner. Og så er jeg begyndt at spise rå lever - og det kan jeg virkelig mærke rykker noget,« lyder det fra Silas, der dagligt holder sig i gang med enten cykling, løb, styrketræning eller fodbold med vennerne.

Silas Ljatifi Jørgensen er heldigvis helt fri for kræft nu, fortæller familien, der har været til to kontroller på Aarhus Universitetshospital efter endt sygdomsforløb. Privatfoto.

Vil inspirere

Silas har også droppet at hoppe med på alkoholvognen. I hvert fald for nu.

»Det er ikke fordi, jeg ikke synes, det er sjovt. Det er fedt. Jeg prøver at drikke med mine venner et par gange i januar, men jeg dropper det allerede til anden fest. Det er simpelthen for dumt af mig. Jeg er lige blevet færdig med kemo, og så fylder jeg min krop med gift. Det er simpelthen en for stor risk at tage for mig,« lyder det fra Silas, der ikke afviser, at han begynder at drikke alkohol, når han bliver lidt ældre.

Silas Ljatifi Jørgensen håber, at han kan være med til at inspirere andre unge til at leve bare en smule sundere og udsætte alkoholdebuten.

Jeg håber, at andre unge vil blive inspireret til at leve lidt sundere og måske drikke mindre alkohol.
Silas Ljatifi Jørgensen

»Det er noget af det, jeg håber med det her. Jeg håber, at andre unge vil blive inspireret til at leve lidt sundere og måske drikke mindre alkohol,« siger Silas, der klart begyndte at tage sit liv mere seriøst efter kræftdiagnosen.

»Før spillede jeg også meget computer. Der var dage, hvor jeg slet ikke så solen i sommerferien, fordi jeg bare sad bag skærmen. Det gør jeg selvfølgelig også lidt nu, men slet ikke lige så meget som før,« fortæller Silas.