Fortsæt til indhold

Udflugt til Lille Malunds og Tambours haver

FOF Djursland inviterer til en fortryllende havevandringstur til to af Danmarks smukkeste og ældste åbne haver.

Samfund
sra

15. august har du en unik mulighed for at opleve to af Danmarks smukkeste og ældste åbne haver, Lille Maluinds Have ved Klovborg og Tambours Have ved Varde. Den dag inviterer FOF Djursland nemlig på udflugt til de to haver, fremgår det af en pressemeddelelse fra FOF Djursland.

Turen starter ved Lille Malunds Have, hvor en kort introduktion vil give indsigt i haven, der oprindeligt var en almindelig landbohave. Her kan du på egen hånd udforske de 25.000 kvadratmeter, som rummer over 10.000 forskellige planter.

Haven er anlagt i en harmonisk, engelsk stil med vandanlæg, alpine stenbede, en rosenhave og en japansk meditationshave.

Efter en dejlig frokost i Lille Malunds Have, går turen videre til Tambours Have i Varde. En guidet rundvisning fortæller om Gerhard Tambour, skræddermesteren fra Esbjerg, som skabte haven med eksotiske blomster og sjældne træer fra hele verden. Efter rundvisningen kan du nyde kaffe og kage samt yderligere udforske de tematiserede afdelinger i haven.

Tambours Have er nu drevet af Varde Kommune og forbliver tro mod Gerhard Tambours vision, samtidig med at nye spændende tiltag tilføjes løbende.

Turen er arrangeret i samarbejde med Norddjurs Havekreds, og der er opsamling i både Grenaa og Auning. For yderligere information og tilmelding, kan du besøge fof.dk/da/djursland.