Michael indsamler flere tusinde kroner til syge børn
Over 17.000 kroner blev samlet ind til fordel for børn med gigt.
Medlem af Markusminde Golf Club, Michael Ryevad, spillede 28. og 29. juni golf i et helt døgn Markusminde til fordel for børn med gigt.
Michael Ryevad spillede 100 huller golf i løbet af de 24 timer.
Han gik alene i de mørke timer, mens han resten af tiden spillede med andre, som donerede til indsamlingen i stedet for at betale greenfee (gebyr for brug af golfbanen, red.).
Det skriver Markusminde Golf Club.
Om natten blev der spillet med lysbolde, som var sponsoreret af Jyske Golfbolde. På to af runderne kørte Michael Ryevad på en Monobuggy, som var sponsoreret og udlånt af firmaet selv. Derudover havde Michael Ryevad skaffet sponsorer i form af private og virksomheder, der støttede med forskellige beløb. Også flere medlemmer i Markusminde Golf Club støttede indsamlingen.
Da Michael Ryevad 29. juni klokken 14 kom ind på 18. green, stod der flere medlemmer og venner til Michael Ryevad og klappede ham ind. Han havde ømme fødder og var træt, men allerede mandag var han igen på banen for at spille.
Det lykkedes at samle over 17.000 kroner ind til de gigtramte børn.