Stor forskel på ældreudgifter i Midtjylland: Syddjurs er helt i bund
Der er stor forskel på, hvor mange penge de midtjyske kommuner bruger på de ældre. Det kan mærkes på kvaliteten af pleje og omsorg, mener FOA.
Den hjælp, man får som ældre, er helt afhængig af, hvor man bor. I hvert fald hvis man gør det op i kommunernes udgifter til ældre borgere over 67 år. Det skriver fagforbundet FOA, der har foretaget en gennemgang af kommunernes ældreudgifter, i en pressemeddelelse.
Syddjurs Kommune budgetterer med 39.168 kroner per ældre. Det gør det til den kommune i landet, der afsætter færrest penge per ældre, og beløbet ligger også et godt stykke under gennemsnittet i Region Midtjylland, der lyder på 47.408 kroner.
Norddjurs Kommune ligger omvendt over gennemsnittet og budgetterer med 49.732 kroner per borger over 67 år. Den kommune med det største budget per ældre borger i Region Midtjylland er Randers Kommune, der bruger 54.944 kroner, mens Aarhus kommune, er oppe på 50.937 kroner. På landsplan er det Københavns Kommune, der har det største budget per ældre borger med 70.008 kroner.
Forskellen mellem beløbene er svær at ignorere, mener formanden for Social- og Sundhedssektoren i FOA, Tanja Nielsen.
»Der kan være mange grunde til, at kommunerne har forskellige udgifter. God ældrepleje handler om mange ting, men det er klart, at man ikke kan levere den samme kvalitet i plejen til de ældre borgere for en hel femtedel mindre. Jeg synes, at vi har brug for at se nærmere på, hvordan så store forskelle kan opstå.«
Tanja Nielsen peger på, at mange kommuner lige nu laver såkaldte budgettilpasninger, som dækker over yderligere beskæringer på ældreområdet.
»Det kan vi ikke være bekendt.«
Der er også stor forskel i udviklingen i ældreudgifterne over tid. I Midtjylland er udgifterne per ældre borger over 67 år i gennemsnit faldet med 3,2 procent siden 2020, men det dækker over forskelle fra et fald på mere end 12 procent i Struer og Holstebro kommuner til en stigning på lidt over 3 procent i samme periode i Hedensted Kommune. I Syddjurs Kommune er udgiften faldet med 11,7 procent siden 2020, mens udviklingen i Norddjurs Kommune er gået den anden vej og er steget med 2,1 procent i samme periode.
»Vi ved, at kommuners økonomi er hårdt presset, men udviklingen i ældreudgifterne skal ses i lyset af, at regeringen i en årrække har afsat penge nok til, at kommunerne kan følge med i befolkningsudviklingen, så virker det mærkeligt, at visse kommuner ligefrem skærer ned på området,« mener Tanja Nielsen.
Fra 2020 til 2024 er ældreudgifterne pr. borger over 67 år steget i 32 kommuner, mens udgifterne er faldet i 66 kommuner.