Fortsæt til indhold

Lokal glæde over Skovskolen: Det passer som fod i hose på Djursland

Skovdyrkerformand og viceborgmester Benny Hammer er lettet over, at der fortsat skal uddannes skov- og landskabsingeniører i Løvenholm Skovene.

Samfund

Som både formand for Skovdyrkerforeningen Nord-Øst og viceborgmester i Norddjurs Kommune var Benny Hammer sidste år særdeles bekymret over udsigten til, at Skovskolen ville lukke for uddannelsen som skov- og landskabsingeniør på Djursland.

Han frygtede således, at man i det jyske ville miste mange af de meget kompetente og engagerede folk, som han havde oplevet fra skolen siden uddannelsen startede på Skovskolen Djursland i 2020.

Derfor er Benny Hammer ganske begejstret over, at det nu er sikkert, at der er studiestart igen i 2024 med den massive ansøgningsstrøm i kvote 1.

»Det springer jo nærmest alle rammer i kvoteoptaget, og det synes jeg bare, der er rigtig dejligt, at man kan vise, at der var nogen, der tog fejl, da man ville lukke uddannelsen,« siger Benny Hammer.

Med den profil som Norddjurs Kommune gerne vil signalere, så passer uddannelsen nemlig perfekt ind i området, noterer viceborgmesteren Benny Hammer.

»Det passer som fod i hose i den fortælling, vi gerne vil have og allerede har tiltrukket af uddannelser, institutioner og i vores museumsnet med blandt andet Det Grønne Museum, hvor der jo også er flyttet en forskningsenhed ind (Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet, som står for forskning og dyrkningsforsøg, red.),« konstaterer Benny Hammer.

Får brug for mange folk

Tager han sin formandskasket fra Skovdyrkerforeningen på, ser han også store perspektiver for driften af skove og naturforvaltningen Jylland ved, at man fortsat uddanner skov- og landskabsingeniører på Djursland.

Foreningen har således haft praktikanter fra Skovskolen Djursland, som har vist stærke kompetencer.

»Min oplevelse er, at mange af de studerende, der søger til Djursland, er dem, der gerne vil arbejde med praktisk skovbrug, når de er færdige med deres uddannelse. I de politiske beslutninger, der er truffet i den grønne trepartsaftale, er der en masse, der taler for, at vi skal have øget udbredelsen af de danske skove betragteligt, og derfor bliver der helt sikkert også masser af job til de studerende, der nu uddanner sig på Djursland,« vurderer Benny Hammer.