Fortsæt til indhold

Får du dårlig samvittighed om sommeren? Sådan undgår du det

Sommeren bliver hurtig fyldt op med planer. Det kan være en god idé at sænke sit ambitionsniveau fra 100 til 80 procent, så man også husker at lade op.

Samfund
Ritzau

De fleste kender nok den bølge af dårlig samvittighed, der kan ramme en, hvis man ikke er udenfor og slikker hver eneste solstråle til sig, når det endelig er godt vejr.

Det kan føles helt ulovligt at sidde inden døre og se fjernsyn.

Den følelse kaldes også for solstress, fortæller Caroline Lautrup-Larsen, der er kommunikationsleder i terapipraksissen Avilius.

»Vi føler, at vi ikke må ligge under dynen eller slappe af, fordi der har været så meget fokus på udsigterne til sommer,« siger hun.

Men hvordan kan man komme solstress og den dårlige samvittighed til livs?

1) Kig på dine egne behov

»Når solen skinner er det en konstant påmindelse om verden udenfor. Derfor råder jeg til, at man vender den om og kigger på sine egne behov,« siger Caroline Lautrup-Larsen.

Med det mener hun, at man tillader sig selv at tænke over, hvad man egentlig har brug for.

»Er det ens eget behov at komme ud? Eller er det samfundets forventninger til, at man skal være ude og nyde solen, der presser på?«, siger hun.

2) Sænk dit ambitionsniveau

Grillaftner, sommerhusture og cafébesøg kommer nemt til at fylde ens kalender fuldstændig ud.

Derfor er det ifølge Caroline Lautrup-Larsen en god idé at sænke sit ambitionsniveau fra 100 procent til 80.

»Det kan give nogle buffere i de perioder, hvor der er allermest tryk på. Vi skal huske at minde os selv og andre om, at vi ikke behøver at gå på kompromis med os selv hele tiden,« siger hun.

Det kan man gøre ved at lægge tidspunkter ind i sin kalender, hvor man ikke skal noget.

Man kan for eksempel beslutte sig for at have to timer hver dag, hvor man har tid til at lade sine batterier op.

3) Lav en liste

Det kan ifølge Caroline Lautrup-Larsen være en god idé at sætte sig ned og skrive en liste om, hvad man gerne vil have ud af sin sommer.

»Det kan være, at man gerne vil se sine venner, bruge tid med sin familie eller tage ud at rejse,« siger hun.

Hun anbefaler, at man også husker at skrive de ting ned, der giver en energi. Det kan være en middagslur eller tid til at fifle med et kreativt projekt.

»Man skal tænke over, hvad der er realistisk, hvis man vil have tid til det hele. Men man skal også have tid til at slappe af, som man vil,« siger hun.

På den måde har man en skabelon og nogle rammer for sommeren.

»Nogle gange hjælper det, at man helt fysisk har skrevet noget ned. Det giver også noget struktur i en travl tid,« siger Caroline Lautrup-Larsen.

4) Ræk ud til dem omkring dig.

Når det kommer til de forventninger, vi har til sommeren, så er der ifølge Caroline Lautrup-Larsen tale om en ”flertalsmisforståelse”, som hun kalder det.

»Med det mener jeg, at vi som samfund har en misforståelse af, hvad sommeren skal kunne,« siger hun og tilføjer:

»De fleste af os oplever faktisk de her ængstelige følelser af, at vi skal leve op til et eller andet ideal om sommeren.«

Derfor anbefaler hun, at man hiver fat i en ven, et familiemedlem eller en partner.

»Man skal turde at tage hinanden i hænderne og tale om det. På den måde kan man aftabuisere den følelse af at føle sig utilstrækkelig,« siger hun.