Fortsæt til indhold

Vil du være en ferm blæser? På skole kan du lære »at kysse hornet«

Der skal være meget at hente, hvis man kaster sig ud i at gå på blæserskole.

Samfund

Blæserne på Aarhus Jagthornsskole i Hasle er alle granvoksne mænd, og skolen vil nu forsøge at tiltrække nogle yngre kræfter.

Jagthornskolen har købt 20 Dotchauer 8825-horn, der angiveligt skal være det fineste horn, man kan få for penge, og idéen er, at hornene skal udleveres til unge i alderen 12-24 år.

»Vi vil gerne have nogle unge mennesker til at spille og på sigt overtage de jagter, vi er med til. Man behøver ikke gå med jagtgevær, man skal bare spille. Hvis man kun vil spille uden at gå på jagt, kan man også det. Man kan også gøre det ved siden af, at man spiller håndbold eller fodbold,« siger stifter af Aarhus Jagthornsskole, Bruno Dormann.

Undervisningen kommer til at foregå i aulaen på Hasle Skole. De 20 nye jagthorn er købt, efter at en sponsor har doneret 100.000 kroner til jagthornsskolen.

Som jagthornsblæser kan du fx blæse til morgenparole i forbindelse med en jagt. Foto: Privat

Håndtryk og blæseteknik

De unge vil på jagthornsskolen starte på et bronzehold, men kan, relativt hurtigt, avancere til først sølv- og så guldholdet, hvis de fortsætter på skolen. Her er der ifølge 78-årige Bruno Dormann en hyggelig, men også høflig stemning.

»Det er en afslappet atmosfære, og vi har det meget sjovt. Vi har den pli, at man hilser på hinanden, og det gør man ved håndtryk, og vi bander ikke. Vi tager det stille og rolig, for det er en indlæring, og den får man bedst i en stille og rolig atmosfære. Når den ene spiller, står de andre og lytter,« siger han.

På Aarhus Jagthornsskole vil de unge både lære blæseteknik og nodelære. I det første år står Bruno Dormann for undervisningen, hvorefter en konservatorieuddannet overtager undervisningen.

»Blæseteknik er noget, man lærer hen ad vejen. I princippet er det meget nemt at blæse. Jeg vil vove den påstand, at alle kan lære at blæse. Man skal lære at kysse hornet, hvis man kan sige det på den måde. Man former melodien med ens læber. Der er 100 måder, man kan gøre det på,« siger Bruno Dormann.

En yngre blæser øver sig foran nodestativ. Foto: Privat

Mange blæs

Aarhus Jagthornsskoles guldhold blæser med til DM for jagthorn, hvor deltagerne blæser jagthornsmelodier »af lidt højere klasse,« som Bruno Dormann formulerer det.

»Jeg har været blæser i 52 år. Det, at være blæser ved en jagt, betyder, er man blæser til morgenparolen, og derefter blæser man jagten i gang. Man blæser også til middag, når der er frokost. Når jagten er slut, er der parole for de forskellige dyr. Til sidst blæser man jagten af. Det hele foregår i en god rytme,« siger han.

Hvis man er mellem 12 og 24 år og har lyst til at prøve kræfter med jagthornsspil, starter det nye ungdomshold 13. august. Undervisningen, der altså foregår i aulaen på Hasle Skole, finder sted i tidsrummet 17-19.

»To timer lyder måske af lige lovlig meget, men hvis der er kommer ti blæsere, er to timer passende, for så behøver vi ikke have så travlt, og så er der plads til spørgsmål,« siger Bruno Dormann.

Han var i øvrigt aktiv i mesterrækken i Aarhus og Omegns Blæserlaug i 26 år, indtil lauget blev nedlagt i 2018.

Aarhus Jagthornsskole åbnede i 2016.