Fortsæt til indhold

Den første ladestander står klar: Oplad bilen ved varehus i Grenaa

Der er kommet ladestandere op hos Elgiganten i Grenaa.

Samfund
mw

Som noget nyt har besøgende hos Elgiganten i Grenaa mulighed for at oplade deres elbil, da en ny ladestander med to ladeudtag står klar til brug.

Det skriver OK i en pressemeddelelse.

»Vi er i en tid, hvor mange danskere skifter deres benzin- og dieselbiler ud med elbiler, og det gælder også vores kunder. Derfor giver det rigtig god mening for os at tilbyde dem muligheden for at lade deres elbil op, mens de handler hos os. Vi er derfor utroligt glade for at komme i gang med vores samarbejde med OK, så vi nu kan tilbyde denne ekstra service til vores kunder, når de besøger vores varehus i Grenaa,« siger administrerende direktør i Elgiganten, Peder Stedal, og tilføjer:

»Og det er kun begyndelsen. Vi har nemlig planer om at etablere lynladestandere ved 25 af vores 47 varehuse inden udgangen af 2025.«

Ifølge pressemeddelelsen indgik Elgiganten og OK i slutningen af 2023 en aftale om at etablere over 100 lynladepunkter fordelt på 25 varehuse.

»Vi er rigtig glade for, at bilisterne begynder at få glæde af vores samarbejde, og vi ser frem til at klarmelde de næste ladestandere i rækken,« siger OK’s markedsdirektør på e-mobilitet, Kenneth Korsgaard.

»Hos OK arbejder vi målrettet på at sikre lademuligheder der, hvor folk færdes til daglig. Vi mener, at det skal være nemt og bekvemt at være elbilist i Danmark - og lige præcis dét bidrager vores samarbejde med Elgiganten til, da vi sammen skaber flere lokale lademuligheder til elbilisterne,« siger Kenneth Korsgaard.

Alle besøgende kan få adgang til ladestanderen via OK’s app. Der er ingen abonnementskrav; man skal blot downloade appen og starte opladningen.