Leif fejrer 40 år som tømrermester: »Jeg kan godt ærgre mig over, det er for sent at prøve noget nyt«

Tømrermester, idrætsformand og familiefar.

Leif Herlev Sørensen kan tituleres på mange måder.

Han er dog en ting fremfor alt: totalt lokal.

Selvom han om lidt kan fejre 40 år som selvstændig tømrermester, så kan det tælles på en hånd, hvor ofte han har påtaget sig arbejde udenfor det gamle Sønderhald Kommune.

Alle hans kunder er nemlig nogle, han kender – de fleste gennem en årrække. For loyaliteten og hengivenheden til Øster Alling og omegn er nemlig noget af det, han skatter højest.

Alligevel kan han i ny og næ godt ærgre sig over, at han aldrig prøvede noget andet. Hvad det skulle være, har han dog ikke lige et svar på.

Han er nemlig tømrer helt ind til benet.

Fra fodbold til finér

Leif Herlev er født i 1961 i Lime, men voksede op på en nedlagt gård ved Vester Alling Mark.

I hjemmet var de otte børn, og en af dem - storebroren Poul - spillede en stor rolle i af starten af tømrerkarrieren

»Da jeg gik ud af skolen, vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg havde været hos en lokal tømrermester i løbet af sommerferien. Han tilbød mig en lærerplads.«

Storebroren arbejdede dog allerede hos samme tømrermester. Det betød, at han i så fald skulle lære Leif op. Det mente broren ikke, var en god ide.

»Der var tre tømrermestre i byen dengang. En af de andre manglede en arbejdsdreng, og tilbød mig efterfølgende en lærerplads og så gik de næste fire år.«

Han og broren endte dog alligevel med at arbejde sammen.

I 1984 arbejdede han og bror Poul i et typehusfirma.

»Vi lavede jo allerede en del i fritiden, og min bror havde et ønske om, at vi kunne starte selv.«

Da der pludselig ikke var mere arbejde til dem i typehusfirmaet, lå næste skridt lige for.

»Det var et rigtig godt tidspunkt at starte. Vi var unge og spillede fodbold heroppe,« fortæller han med henvisning til naboen – den lokale fodboldklub Øster Alling IF.

»Så vi havde en stor bekendtskabskreds fra start. Vi har nok haft 80 pct. af de fodboldspillere som kunder efterfølgende, og flere af dem er stadig kunder den dag i dag.«

Sådan fortsatte brødrene i 16 år.

Herre i eget hus

Omkring årtusindeskiftet gik det, som det nogle gang går med brødre.

»Vi kunne ikke blive helt enige, og så skiltes vi. Han fortsatte i Auning som byggeleder, men jeg var ikke helt færdig med de småting jeg havde at rode med, så jeg fortsatte selv.«

Leif mente, der var nok at lave. Og så havde han fået smag for livet som herre i eget hus.

»Jeg kunne ikke se mig selv i noget, hvor jeg skulle ledes af andre. Det var jeg nok blev for selvstændig til.«

Der var dog en hindring.

Økonomi.

»Jeg var så heldig, at det første arbejde jeg fik, var et vi havde fået, før vi gik hver til sit. Jeg byggede nogle kontorer og garageanlæg for en kunde. Han spurgte, om jeg ikke manglede noget startkapital. Og det gør man jo.«

Næste gang Leif kørte ud til kunden, var det for at lægge nogle trækbånd. Jobbet kostede 500 kroner, men han havde en regning med på 200.000 kroner.

»Det var gensidig tillid. Han skulle have bygget huset, så jeg skulle have pengene på et tidspunkt alligevel. Han betalte bare forud - kan man sige. Men det var jo væsentligt for, at jeg kunne komme i gang.«

Kunden er stadig kunde den dag i dag.

Sådan er det med Leifs kunder.

De hænger ved.

Det betyder også, at Leif sjældent skal køre langt, når han skal på arbejde.

»Nogle gange er det længste, jeg kommer væk 10 km. Den gamle Sønderhald Kommune kommer jeg ikke ud af. Det er i hvert fald usædvanligt. Så er det, fordi en af mine kunder har et sommerhus.«

DNA af træ

Leif Herlev har været på egnen omkring Øster Alling hele sit liv.

I 1996 blev han formand for sin barndomsklub Øster Alling IF, og han ville ikke ændre noget.

»Set i bakspejlet har jeg heller aldrig prøvet andet. Der er mange, der misunder, at sådan en selvstændig kan holde fri, når han vil, men vi forpligter os også til at være der, når telefonen ringer. Der er gået mange weekender og helligdage med at arbejde, men jeg har heldigvis fået god opbakning hjemmefra,« siger han med henvisning til hustruen Pia.

Nu er der så snart gået 40 år.

»Jeg har altid været glad for at tage på arbejde. Jeg ærgrer mig måske over, jeg ikke har prøvet noget andet, men på den anden siden, så kan jeg heller ikke andet. Jeg kunne måske godt lære at mure eller svejse, men det interesserer mig ikke. Jeg ville nok altid falde tilbage på tømrergerningen i sidste ende.«

Hvis Leif skal nævne det bedste minde gennem sine 40 år i branchen, så er det samarbejdet med de andre håndværkere i området.

»Jeg har sjældent gået på nogle byggepladser, hvor der har været uvenskab. Der er en gensidig respekt for hinandens arbejde.«

Derfor ser han heller ikke andre håndværkere som konkurrenter.

»De eneste konkurrenter er fra Aarhus. Dem fra Auning og Lime er kollegaer.«

Næste generation

Gennem årene har begge Leif Herlevs sønner hjulpet til med arbejdet.

Det er dog kun en af dem, der er fulgt i farens fodspor.

»Den yngste har også hjulpet en del, men er gået en helt anden vej. Han er lige blevet færdig som kemiingeniør. Han har aldrig været vild med arbejdstøjet, hvor den anden boede i det,« griner han varmt.

Efter 40 år som selvstændig kan Leif Herlev ikke komme udenom, at arbejdslivet lakker mod enden.

Han håber dog på ti år mere, fortæller han. Men det er helbredet der bestemmer.

Spørgsmålet er, om han håber sønnen overtager biksen en dag.

»Det har vi ikke talt om. Man skal drage sine egne erfaringer. Da han skulle have en læreplads, var vi også enige om, at han ikke skulle i lære hos mig. Man når ikke at blive selvstændig, hvis far står ved siden af hele tiden.«

Alligevel taler ham og den ældste jævnligt sammen omkring arbejde.

»Hvis jeg havde været 25 år yngre, havde jeg været makker med min knægt, men det er jo sådan det er.«

I stedet kan han se tilbage på et langt arbejdsliv. Her er der særligt et projekt, han husker tilbage på med stolthed.

»Vi restaurerede tagværket på Vester Alling Kirke. Det er sådan en opgave, jeg husker. Vi sad og hakkede i de spær der. For satan noget tummel. Der kom en fra Nationalmuseet, der skulle have en masse skiver træ, som han skulle hjem og analysere på. Det var utrolig spændende. Det var rigtig tømmerarbejde.«

Leif og Pia markerer 40 års dagen med et åbent hus 1. august, og opfordrer alle der har lyst til at kigge forbi til fadøl, boller og lagkage.