Fortsæt til indhold

Som barn drømte han om at eje stedet – nu bliver drømmen til virkelighed

I 1998 byggede Betty Ilsø og hendes nu afdøde mand Peter Ilsø Hammel Autocenter op fra grunden. Nu er virksomheden solgt til 30-årige Sarhang Shafee.

Samfund

Da han var 12-13 år gammel, kiggede han på Hammel Autocenter og sagde til sin far:

»Den forretning kunne jeg godt tænke mig at eje en dag.«

Faderens svar lød:

»Hvis du arbejder hårdt nok, så skal det nok lykkes.«

Det lykkedes.

Sarhang Shafee overtager 1. august Hammel Autocenter, som fremover kommer til at hedde Mølle Auto.

»Jeg vidste, at hvis jeg fik muligheden, så ville jeg slå til, men jeg er trods alt kun 30 år, så det er et kæmpe skridt og en kæmpe milepæl for mig. Jeg er stolt af mig selv,« siger Sarhang Shafee, som indrømmer, at det er en stor mundfuld:

»Lige nu er jeg mere overvældet, end der er ro i maven. Jeg havde ikke regnet med, at det ville gå så hurtigt.«

Sarhang Shafee blev egentlig uddannet jurist i 2020, men efter at have arbejdet som jurist med knap 70 timer om ugen og en hel del ansvar gik han ned med stress. Det førte til, at han blandt andet startede Mølle Auto. Foto: CSJ

Ser frem til mere fritid

Det var Betty Ilsø, der sammen med sin nu afdøde mand Peter Ilsø, byggede Hammel Autocenter op fra grunden i 1998. Da Peter gik bort i 2011, købte Kent Kristensen hans halvdel af forretningen.

Kent havde på det tidspunkt været i virksomheden i tre år og var meget gode venner med Peter.

Siden har Betty og Kent drevet virksomheden sammen – han har solgt bilerne, hun har været på kontoret fra klokken seks hver morgen til klokken 18 om aftenen.

»Det har fungeret eminent alle årene. Jeg har ikke kunnet få en bedre kollega end Betty. Det har været det bedste samarbejde, hvor vi aldrig har skændtes,« siger Kent Kristensen, og Betty Ilsø tilføjer, at de to »supplerer hinanden godt.«

Nu ser de begge to frem til at få mere fritid:

»Selvfølgelig er det vemodigt at sige farvel til noget, man selv har bygget op, men tiden er kommet til det. Det er det rigtige,« siger Betty Ilsø.

De glæder sig til at bruge mere tid med deres familier og i særdeleshed til at prøve at have fri om søndagen.

Så potentialet fra starten

Gennem tre år har Sarhang Shafee lejet et kontor og noget af udenomsarealet hos Hammel Autocenter til sin bilhandel Mølle Auto.

Det har fungeret upåklageligt, selvom de to virksomheder jo har været konkurrenter:

»Jeg plejer at sige, at vi har været konkurrenter på papiret, men samarbejdspartnere i realiteten,« siger Sarhang Shafee.

»Vi har haft stor ærlighed og respekt om tingene fra starten. Der har altid været en god kemi mellem os, og vi har været gode til at hjælpe hinanden. Sarhang står aldrig tilbage for at hjælpe,« fortsætter Kent Kristensen.

Det var Kent Kristensen, som selv henvendte sig til Sarhang Shafee for tre år siden. Dengang drev Sarhang bilhandlen Mølle Auto og klargøringsvirksomheden Nano Detailing fra hjørnet af Industrivej og Vadstedvej, hvor der indtil for ganske nylig stod en gammel mølle – hans brødre ejer stedet.

»Jeg kan huske, hvordan jeg kom på besøg i februar eller marts måned – det var pissekoldt – og så sad Sarhang dér i sin fine, hvide skjorte og bød på biler med vandet sprøjtende om ørerne på ham. Det var sgu ikke optimalt, og det kunne han måske godt se, at det ikke var,« siger Kent Kristensen med et smil.

Sarhang Shafee rykkede ind i et lejet kontor hos Hammel Autocenter.

»Allerede fra begyndelsen har Betty og Kent udvist mig stor tillid. De har sådan set heller aldrig lagt skjult på, at jeg kunne være en mulig køber, når tiden var inde til det. Den tanke har de luftet, så ”den snak” kom ikke brat,« siger Sarhang Shafee, som dog alligevel blev overrasket, da han i begyndelsen af maj blev kaldt ind på kontoret af Betty og Kent:

»De så så alvorlige ud, så jeg troede, at der var noget galt. Så fortalte de, at de gerne ville sælge til mig. Og selvom det ikke kom som et decideret chok, så blev jeg overrasket alligevel. Jeg havde nok tænkt, at der lige ville gå et par år mere,« siger Sarhang Shafee.

Kent Kristensen forklarer, at han og Betty »har set et potentiale i Sarhang fra starten.«

»Han har bygget sin forretning flot op og har klaret sig godt. Han er dygtig til sit arbejde og har evnerne, viljen og potentialet til at drive det her videre.«

Har det haft en betydning for jer, hvem der skulle overtage?

»Ja, det er bestemt ikke lige meget. Det er jo et sted, vi har brugt meget tid på og selv har bygget op, så det betyder noget, at Sarhang deler vores værdigrundlag,« siger Betty Ilsø.

Fra jurist til bilsælger

Sarhang Shafee blev egentlig uddannet jurist i 2020, men efter at have arbejdet som jurist med knap 70 timer om ugen og en hel del ansvar gik han ned med stress.

På det tidspunkt besluttede han at starte en webshop med smykker, ure og accessories. Den nåede dog aldrig at blive lanceret, for i den lange tid, der gik, før han modtog varerne til webshoppen, nåede han at stifte Nano Detailing og umiddelbart derefter Mølle Auto.

Derfra gik der ikke lang tid, før han flyttede ind hos Hammel Autocenter. Dengang havde han et par biler til sammenlagt 12.000-13.000 kroner til salg.

Nu, tre år senere, skal han så selv fylde hele stedet med sine egne biler – og være chef for fire medarbejdere.