Fortsæt til indhold

Et pletskud af en torsdag

Handel Grenaa og Grenaa Aktivitets og Musikforening samlede masser af mennesker til Open By Night.

Samfund

Torsdagens arrangement i Grenaa med Open By Night og mulighed for at handle i både de lokale butikker og de europæiske boder til sent om aftenen blev et pletskud.

Byens gader og især omkring Torvet var aftenen igennem fyldt med mennesker, som kunne glæde sig over vejret holdt tørt trods trusler om det modsatte.

Arrangementet sættes hvert år i værk om torsdagen under Grenaa Idrætsforenings internationale fodboldturnering Kattegat Cup, og selv om deltagerantallet her er faldet kraftigt i forhold til sidste år, så kunne det ikke ses på tilstrømningen i byen.

På pladsen foran kirken var der opmarcheret amerikanerbiler og både i Østergade ved De Ti Haner og på Torvet var der levende musik hele aftenen.

Nicki Jack All Stars fyrede masser af rock og pop af på scenen på Torvet, hvor der var rift om siddepladserne i det gode vejr. Foto: Søren Andersen

Nicki Jack har tidligere været på scenen i Grenaa som solist, men torsdag aften havde han for første gang sit band All Stars med på Torvet - og det må man sige var en succes.

Der var rift om siddepladserne for at sidde bedst muligt til tonerne af de klassiske rock og pophits - solidt fremført af en godt sammenspillet trio og med en charmerende og dygtig forsanger, som havde publikum i sin hule hånd. Mon ikke det bliver til et comeback på et senere tidspunkt til Nicki Jack All Stars?

Europæisk marked

Også i år har man i uge 30 helt uden pas og uden at rejse væk kunnet opleve store dele af Europa på Torvet i Grenaa, hvor Handel Grenaa endnu engang har inviteret European Street Market til byen. En snes danske byer med Grenaa som en fast del af turnéplanen får i løbet af sommeren besøg af markedet, der rummer lige så mange boder med forskellige slags mad, keramik, hjemmelavet italiensk pasta, oliven og nødder, engelske karameller, hollandsk ost, franske sæber og alt muligt andet fra andre europæiske lande.

I boderne var der masser af muligheder for at smage på de europiske specialiteter - og naturligvis handle. Foto: Søren Andersen

I år er der 22 boder på markedet, som ugen igennem har været godt besøgt. De handlende kom til Grenaa fra en anden by, hvor markedet var placeret nogle kilometer fra centrum, og det var de ikke helt tilfredse med - og man kunne se glæden i deres øjne over placeringen lige midt i Grenaa, som betød langt flere kunder at handle med.