Fortsæt til indhold

Apotek kan igen udlevere receptpligtig medicin

Apotekers dødsfald gav problemer med medicinudlevering, med nu har Lægemiddelstyrelsen fundet en løsning.

Samfund
bo

Torsdag i sidste uge oplyset Lægemiddelstyrelsen i en pressemeddelelse, at Skanderborg Apotek og dets filialer i Hørning, Ry og Kridthøj var ude af stand til at ekspedere recepter, fordi apotekets indehaver var afgået ved døden.

Årsagen var, at apotekets it-system var knyttet til den afdøde apotekers MitID, og det blev spærret i forbindelse med dødsfaldet.

Lægemiddelstyrelsen arbejdede på højtryk for at finde en løsning, og lørdag klokken 14 kunne styrelsen meddele, at der nu var fundet en løsning.

»Siden torsdag eftermiddag har apoteket og flere myndigheder samarbejdet intenst på at etablere en løsning, og ved hjælp af blandt andet et nyoprettet CVR-nummer, som er påkrævet, når indehaveren af en enkeltmandsvirksomhed er afgået ved døden, er det nu lykkedes at få it-systemerne til igen at fungere,« lød det i endnu en pressemeddelelse fra Lægemiddelstyrelsen.

De danske apoteker er ejet af apotekeren, der dermed er personligt økonomisk ansvarlig for finansiering og drift af apoteket. Apotekeren har søgt og fået bevillingen af Lægemiddelstyrelsen.

Det er staten, der styrer og administrerer området via et bevillingssystem. Når en apoteksbevilling bliver ledig, slår Lægemiddelstyrelsen den op, og kvalificerede farmaceuter har mulighed for at søge den.

Lægemiddelstyrelsen afgør, hvem af ansøgerne der er bedst kvalificeret til at drive den konkrete bevilling, og dermed bliver udnævnt til apoteker.

Lægemiddelstyrelsen vil snarest slå den ledige bevilling som apoteker på Skanderborg Apotek op, fremgår det.