Fortsæt til indhold

Byvandring: Ebeltoft var ikke meget andet end hovedstrøget Adelgade

»Indtil begyndelsen af 1900-tallet bestod Ebeltoft nemlig kun af hovedstrøget Adelgade, der ved rådhuset forgrenede sig i to gader,« fortæller guide og museumsinspektør Lea Glerup Møller.

Samfund
mw

Museumsinspektør Lea Glerup Møller fra Museum Østjylland har planlagt en byvandring i den gamle købstad med den helt særlige beliggenhed.

Hvis man har prøvet at være på boligjagt, ved man, at beliggenheden er altafgørende. Kravene til beliggenheden er ofte lige så høje – eller højere – end kravene til selve boligen.

»En bys beliggenhed har også afgørende betydning for byens udvikling og dens muligheder for at vokse og vækste,« forklarer museumsinspektør Lea Glerup Møller fra Museum Østjylland.

Det skriver Museum Østjylland.

Ebeltoft har oplevet både fordele og ulemper ved sin kystnære placering, men byen har altid været en lille by.

Ebeltofts købmænd vidste om nogen, hvor meget beliggenhed betyder for at kunne drive en succesfuld forretning. I 17- og 1800-tallet lå købmandsgårdene derfor tæt i Adelgade og gerne så nordligt som muligt. På den måde var gårdene nemlig tættest på både kunder og oplandets bønder. Foto: Museum Østjylland

»Da kirkegården i 1827 blev flyttet til, hvor den ligger i dag, var det vel og mærke til en placering uden for byen! Indtil begyndelsen af 1900-tallet bestod Ebeltoft nemlig kun af hovedstrøget Adelgade, der ved rådhuset forgrenede sig i to gader,« fortæller museumsinspektøren og uddyber:

»Der var selvfølgelig også adgang til byens livsnerve, havnen, ad forholdsvis gode veje. Ellers kunne byens købmænd jo ikke fragte deres varer til og fra byen.«

Ebeltoft er gennem tiden vokset fra området omkring kirken mod nord, hvor købmændene i 1700-tallet byggede de købmandsgårde, der stadig præger bybilledet.

»Jo tættere på landevejen købmandsgårdene lå, desto tættere var de på oplandets bønder. Bønderne kom med vognene til byen for at sælge deres korn og andre produkter, de havde dyrket på markerne,« fortæller Lea Glerup Møller.

På byvandringen i den gamle købstad vil turen også gå forbi den nye udstilling på Det Gamle Rådhus. Rådhuset har i 2023 og 2024 gennemgået en omfattende restaurering og har fået en helt ny udstilling, der fortæller både husets historie og historien om købstaden Ebeltoft.

Byvandringen har titlen ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’ og finder sted torsdag den 15. august klokken 15.00-16.30.

Mødestedet er ved Det Gamle Rådhus, Juulsbakke 1, 8400 Ebeltoft. Billetter kan købes på museets hjemmeside.