Joan runder de 80 med fuld fart i frisørsaksen

Selv om dåbsattesten afslører, at frisør Joan Thygesen onsdag 21. august fylder 80 år, og derfor med god ret kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, er det absolut ikke hvad hun har planlagt. Hun elsker sit job og sit liv så meget, og ser ingen grund til at sige stop, når gejst, nysgerrighed og motivation stadig er helt i top. Og kundernes glade smil, når de forlader salonen i Lillegade i Grenaa, er med til at holde hende i gang.

»Jeg skal bæres ud herfra, men det skal være med hovedet først, for jeg skal lige se, om der er nogen, jeg kender i gadebilledet,« siger hun med et grin.

Og mon ikke der er det, for er der én, der kender folk i både Grenaa, Trustrup og Tirstrup og deres hårvaner - så er det Joan.

Hun har ordnet hår på så mange djurslændinges hoveder, at der ikke er tal på det. Men hun ved, at hun stadig har kunder, som hun har klippet i over et halvt århundrede.

Hun er født og vokset op i Mørke, hvor hendes far, Johan Nielsen, havde sin egen salon - og som hun regnede med skulle blive hendes en dag, men da det aldrig blev nævnt, at det også var farens plan, selv om hun arbejdede sammen med ham i 15 år, var hun nødt til at starte selv.

Det gjorde hun så. Først i Trustrup, siden i både Grenaa og Trustrup og til sidst udelukkende i Grenaa, hvor der nu står Frisør Thygesen over døren i den bygning i Lillegade, hvor hun både bor og arbejder - nu som ansat hos sønnen Carsten, og hun er at finde i salonen tre dage om ugen, onsdag, torsdag og fredag. Hun er dog så fleksibel, at hun også træder til på en mandag eller tirsdag, hvis der er brug for det i salonen, hvor der er seks ansatte i dag.

Skolen var ikke lige hende, men hun fortsatte efter de første syv år på skolen i Mørke på Ryomgård Realskole. Dog uden at tage den afsluttende realeksamen med.

»Jeg gad ikke at gå i skole, for jeg ville hellere ud at bruge mine hænder. Selv om jeg aldrig fik lært kongerækken, kunne jeg godt klare mig alligevel,« siger hun.

En hård start

Det var en hård start på arbejdslivet.

»80 timer om ugen var ikke unormalt, for vi tog gerne både lørdag og søndag i brug. Selv om vi havde lukket i salonen, tog vi jo ud på plejehjemmene og klippede beboerne. Og mændene fik en barbering, hvis de ønskede det,« siger Joan, som gennemførte frisøruddannelsen på Randers Tekniske Skole og havde lærested i salonen, hvor både mor og far arbejdede. Og hvor hun tilbragte de første 15 år af sit arbejdsliv.

»Jeg troede, at jeg skulle overtage salonen en dag, men det skulle jeg altså ikke. Jeg tror ikke, at mine forældre kunne overskue det, men jeg synes heller ikke, at jeg kunne være bekendt at sige op. Det var trods alt min mor og far, som jeg arbejdede sammen med. Men det sluttede, da jeg sammen med min mand flyttede til Trustrup for 57 år siden. De første år kørte jeg til Mørke for at arbejde, men så åbnede jeg salon i Trustrup, da jeg ville være selvstændig. Først med bare en enkelt frisørstol, men dog med plads til endnu en, hvis det skulle vise sig at gå godt.«

Og det gjorde det. Joan Thygesen drev salon i Trustrup i 18 år - i en tid, da der var noget mere gang i byen, end i dag. Dengang var der 40 forretninger i Trustrup - blandt andet flere slagtere og bagere. Det var en stationsby med masser af liv og et stort opland - og et godt sted for børn at vokse op - og det gjorde datteren Janni og sønnen Carsten. Og Joan nøjedes ikke med at arbejde. Hun var i seks år formand for den lokale idrætsforenings festudvalg.

De sidste syv år delte hun sit arbejdsliv mellem salonen i Trustrup og den som hun åbnede i Rosengade i Grenaa, fordi kunder i Grenaa opfordrede hende til det.

Bøder har kostet dyrt

»Det var dyre år, for politiet fangede mig nogle gange i en fartkontrol, og det var dengang bødetaksterne blev sat i vejret. Jeg kunne ikke nå mere i Trustrup efter nogle år, så hvis jeg ville videre, blev jeg nødt til at koncentrere mig om Grenaa. Jeg ville gerne have lidt større vinduer og have en salon, som folk ville kigge på, når de gik forbi.«

Gennem de mange år som frisør har Joan altid prioriteret at have elever ansat - og lære dem godt op. De skal ikke kun lære at klippe - og klippe godt - men også at stå og gå på en måde, så kroppen ikke gør knuder, for det er et hårdt arbejde at være frisør. Ikke noget med strakte knæ og en stiv krop, og her kommer erfaringen fra mange års konkurrencedeltagelse både Joan og Carsten til gode.

»Jeg tror, at jeg har udlært 23-24 stykker i faget. Stort set altid med et godt resultatet og flotte karakterer ved svendeprøven. Og havde de lyst til det, fik de også lov at deltage i konkurrencer i Danmark og i udlandet. Også ved verdensmesterskaberne. Jeg skubbede gerne på - også på min egen søn,« siger Joan.

Også med held, for allerede som elev sikrede Carsten sig et dansk mesterskab og en pokal, som dog fik en trist skæbne, da han startede hjemturen fra konkurrencen med at køre den over med sin bil.

Stort set alle de tidligere elever har Joan stadig kontakt til på en eller anden måde.

»Nogle af dem inviterer mig endda med ud at rejse,« siger hun.

Ud at rejse tog Carsten også efter endt læretid og aftjent værnepligt i Den kongelige Livgarde. Det blev til et år på en salon i Wales, hvorefter han arbejdede for den kendte frisør Gun-Brit i København, inden turen gik tilbage i Grenaa.

Rollerne byttet om

Generationsskiftet mellem ham og Joan blev klaret i 2007, da de byttede roller. Før var hun chef for ham - og siden har det været omvendt.

De glæder sig begge over at være herre og frue i eget hus - efter at have været lejere de første år og kun opleve huslejen stige og stige - efter at have brugt både penge og tid på at modernisere salonen. I stedet blev bygningen i Lillegade købt i 2002.

Nu er der salon i stueetagen - og to lejligheder oven på, hvor Joan residerer i den ene og datteren Janni i den anden. Nogle år var hun også aktiv i familievirksomheden, men måtte opgive på grund af en diskusprolaps.

Når Joan ikke klipper og ordner kundernes hår, er hun aktiv i den afdeling, som hun selv står for og hvor målgruppen er mennesker, som af den ene eller anden grund lider af hårtab. Det kan både være arveligt betinget og en bivirkning ved kemoterapi i forbindelse med en kræftbehandling - og medfører et behov for en paryk.

I starten lavede hun selv parykkerne af hår fra mennesker, men nu foregår selve produktionen i Østen. Men der er mange arbejdsprocesser undervejs, når der tages mål og laves afstøbninger - og der skal tages stilling til om håret skal være langt eller kort, tykt eller tyndt. Når parykkerne kommer retur, klippes de efter kundens ønske - og så skal der et mere end godt trænet øje til at se, at der er tale om en paryk.

Det glæder Joan, at disse kunder i dag kan leve et normalt liv - og sågar køre på motorcykel og gå i bad og vaske håret. Og på dette arbejdsområde har hun mange trofaste kunder, som kommer langt væk fra, men gerne tager turen til Grenaa.

»Jeg føler, at når de går herfra, er de gladere, end da de kom. Jeg kan ikke helbrede dem, men jeg kan gøre et godt stykke arbejde for dem. Jeg lægger alt i mit arbejde for dem, og de skal have det bedste af det bedste, for det fortjener de.«

Godt med samarbejde

Frisør Thygesen indgår i dag i et landsdækkende samarbejde i et frisørfællesskab med 100 forretninger - under navnet Park.

»Derfor er vi med i et stort, professionelt netværk, hvor vi samles nogle gange om året og udveksler ideer og udvikler egne produkter. Frisører skal også arbejde med bæredygtighed og gå den grønne vej. Vi bruger det også til kurser for vores personale, så vi hele tiden udvikler os og ikke står stille. Vi er stadig 100 procent os selv, men vi har et led over os, så både jeg som indehaver og personalet har fordel af det,« siger Carsten.

«Det er superinspirerende at være med i, og i Park er de gode til at sætte os i gang, så vi hele tiden lærer nyt,« siger Joan, der så sent som sidste år var med det øvrige personale på tur til verdens største frisørmesse i London. Også selv om de mange skridt i den engelske hovedstad var hårde for bentøjet.

Festivaldebut

Hun tog for nylig forskud på en af fødselsdagsgaverne og fik som 79-årig sin festivaldebut på Samsø.

»Det var en så skønt og fantastisk oplevelse og jeg skal helt sikkert afsted næste år.«

I fritiden spiller Joan bridge i en klub. Og hun er fortsat at finde bag scenen, når der er forestillinger i Grenaa Amatørteater, hvor hun sørger for, at håret sidder som det skal på de medvirkende. Og så nyder hun at opleve musik i gode venners lag - om det er i Kulturhuset Pavillonen, på Torvet i Grenaa eller på Kruset lige i nabolaget.

»Nogle gange ender vi hjemme hos hinanden, hvor musikken fortsætter på vennernes guitarer. Jeg spiller ikke selv, men kan godt synge med.«

Følger børnebørnene

De fire børnebørns ve og vel ligger hende også meget på sinde. Hun har aldrig sagt nej til at hente og bringe de fire drenge, hvis de skal til en fest, og hun går meget op i, at det skal gå dem godt på deres vej ud i livet. Og så ved de, at hendes dør - også den til køleskabet - altid står åben for dem, og der kan falde en invitation til en gang karbonader af - helt uden forældre, for så går snakken på tværs af generationerne bedst. Eller bare en hurtig hånddelle i farten, hvis tiden ikke er til mere.

Mon ikke de dukker op, når Joans fødselsdagen markeres på dagen med en lille reception i salonen onsdag 21. august klokken 14 til 17, hvor der bydes på kransekage og bobler i glasset.

Men en fjerde generation af Frisør Thygesen tror hun ikke på.

»Kun hvis drengene finder en kæreste med lyst til at være frisør. I det hele taget frygter jeg lidt for faget, for ikke mange unge vil bruge den tid, det kræves for at drive en salon. Hvis jeg skulle have ferie, spurgte min far, om jeg skulle nogen steder, og hvis jeg ikke havde planer om det, så var der ingen grund til at holde fri, for vi havde jo travlt i salonen. Sådan var det bare,« siger Joan.

Alligevel vakler hun ikke, hvis hun bliver spurgt, om der er noget i hendes liv, som hun ville gøre anderledes, hvis hun fik muligheden for det.

»Nej. Jeg ville gøre akkurat det samme, som jeg har gjort. Selvfølgelig går det op og ned i et langt liv. Det hører med, men det liv jeg har haft og heldigvis stadig har - det er bare mig. Jeg er kommet på den rette hylde.«