Ikonisk værtshus i Rønde genåbner med ny ejer
Bodega Kringlen fejrede genåbningen i lørdags med Christina Villefrance som ny ejer og spilfordeler.
Efter flere udfordringer og bump på vejen kan den ikoniske Bodega Kringlen i Rønde nu endelig slå dørene op igen.
Den nye ejer, Christina Villefrance, havde inviteret til åbningsfest i lørdags i lokalerne som emmer af et klassisk værtshus med bardisk, hyggelige miljøer, billardbord og spillehjørne.
Bodegaen, som har været en fast del af bybilledet i Rønde siden 1970 og fejrede sit 40-års jubilæum i 2010, flyttede i 2016 til nye lokaler i den tidligere grillbar ’Kyllingen’.
Den gamle kro blev nedrevet, og stedet blev omdannet til teatersalen på Kulturhotellet.
Christina Villefrance stammer egentlig fra Viby, men bor nu i Kejlstrup. Hun har været ansat på Bodega Kringlen tidligere, så hun kender miljøet og elsker at nurse om gæsterne. Da muligheden bød sig for, at hun kunne købe bodegaen, skulle hun ikke tænke sig om mange gange.
»Jeg glæder mig til at se både gamle og nye kunder i de hyggelige omgivelser på Kringlen,« siger Christina Villefrance.
Læs mere i Adresseavisen i denne uge.