Finn fik fornemt farvel

Der var en Slots Classic og hans elskede halstørklæde, som havde skærmet ham for vind og vejr på de mange ture mellem havnen og byen, på kisten - som selvfølgelig var smykket med nummerpladen AZ20142 fra hans elskede blå lastbil fra J.J. Transport.

Der var chaufførkolleger til at bære og til at følge ham rundt i lastvogne efter rustvognen på den sidste tur gennem Grenaa med hornet i bund og stop ved steder, han holdt af.

Og der var et kirkegårdskapel, som var fyldt til sidste plads, og mindst lige så mange uden for i solen.

Jo - det var en personlighed af de store, der fredag over middag blev bisat i Grenaa.

Finn Bolther - og de sjældent brugte mellemnavne Thorp Brun - var han døbt, og det var som Finn, han helst ville tiltales - men det var alligevel tilnavnet Sveske, som de fleste i byen kendte ham under.

Som sognepræst Jette Seidelin Christensen helt præcist slog det fast i sin tale ved kisten: »Finn var en ener - og han kan ikke erstattes.«

Hun fortalte, at han levede det liv, der var hans. Indtil det for nyligt fik en ende, da han ikke stod en operation igennem, og han døde i en alder af 68 år.

Vidste hvad han ville

Om at han allerede som 16-årig vidste, hvad der skulle blive hans arbejde - han ville være lastvognschauffør, og det blev han. Lige til det sidste. Klarede at komme op i førerhuset med hjælp fra sin stok - og når der skulle lastes og læsses af, med gode venners hjælp.

For førerhuset var hans eget hjem og sædet i lastbilen var hans bedste stol.

Når han var hjemme i Grenaa efter veloverstået tur, var han kendt i bybilledet. Også for et sprog, der præcist ramt af præsten blev kaldt farverigt.

»Finn fik ikke et langt liv, men det blev levet til det sidste,« sagde præsten som afslutning på sin tale.

Da følget havde sagt farvel i det smukkeste danske sommervejr, satte rustvognen i gang og ude på Åstrupvej, fulgte tre lastvogne efter - med et sidste trut i hornet for Finn.