Danmarks vigtigste cykelløb kører gennem Grenaa
Soroptimisterne holder igen i år cykelløb for at samle penge ind til et skolemadsprojekt i Afrika.
20. august kommer det, som Soroptimisterne selv kalder Danmarks vigitigste cykelløb, gennem Grenaa, skriver Soroptimist International Grenaa i en pressemeddelelse.
I alt deltager 32 klubber i cykelløbet, der skal skabe opmærksomhed og samle penge ind til FN’s Food Programme i det afrikanske land Burkina Faso.
Projektets formål er at servere skolemad til de fremmødte børn, og da der dermed er en mund mindre for familien at mætte, fritages børnene oftere for de hjemlige pligter for i stedet at komme i skole, hvorved børnene får mulighed for længere skolegang. Dette er især afgørende for pigerne, som så i større antal får lov at gå i skole og på sigt blive en aktiv del af det lokale samfund.
Cykelløbet køres i syv etaper fra Tønder til Nakskov, og tirsdag 20. august sidst på eftermiddagen ankommer deltagerne altså til Grenaa via Randers, Allingåbro, Glesborg og Arnoldiskulpturen med mål ved Hotel Marina.
Alle er velkomne til at deltage over en kortere eller længere afstand på ruten, som Grenaa Cykelklub igen i år står som arrangør af, inklusiv to stop med forfriskninger sponsoreret af Rema 1000.
Cykelinteresserede kan køre med og tilmelde sig på soroptimist-danmark.dk/grenaa, men man kan også bare hoppe på og betale ved målstregen, hvor der uddeles diplomer med navn og cykelrute.
Folketingsmedlem Leif Lahn byder deltagerne velkommen ved løbets afslutning, hvor alle deltagere vil blive takket for deres indsats til støtte for et godt formål til lyden af en festlig lokal jazz-trio anført af Svend Frandsen.