Ikke mere lort i vandet – kogeanbefaling ophævet
Vandet er sikkert: Kogeanbefalingen for Hejlskov Østre Vandværk er ophævet, oplyser Syddjurs Kommune.
På baggrund af analyseresultaterne fra opfølgende drikkevandskontroller fra AquaDjurs – Hejlskov Østre Vandværk har Syddjurs Kommune i samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed ophævet påbuddet med kogeanbefaling, som blev udstedt til vandværket 26. juli 2024.
Dette betyder, at det ikke længere er nødvendigt at koge vandet, der leveres fra AquaDjurs – Hejlskov Østre Vandværk.
Selvom kogeanbefalingen nu er ophævet, anbefales det, at de ejendomme, der var omfattet af kogeanbefalingen, får gennemskyllet deres vandinstallationer grundigt. Dette vil hjælpe med at mindske en eventuel tilstedeværelse af ”gammelt” vand i installationerne, understreger Syddjurs Kommune i en pressemeddelelse.
Coliforme bakterier
Årsagen til den oprindelige kogeanbefaling var, at der blev påvist coliforme bakterier i vandet fra vandværket.
Coliforme bakterier i drikkevand kan tyde på forurening med overfladevand, plantedele og/eller jord.
Disse bakterier findes også i menneskers og dyrs tarmkanal, hvilket betyder, at der kunne være risiko for tilstedeværelse af mulige sygdomsfremkaldende bakterier.
Lille vandværk
AquaDjurs – Hejlskov Østre Vandværk indvinder omkring 8.500 kubikmeter årligt og forsyner omkring 25 forbrugere med vand.
For yderligere information og råd om, hvordan man bedst gennemskylder sine vandinstallationer, kan man kontakte AquaDjurs eller Syddjurs Kommune.