Kom med på eksklusive rundvisninger: Djurslands helt store virksomheder åbner dørene
Kom med bag facaden på nogle af Djurslands store virksomheder ved en række besøg i løbet af efteråret.
Hvordan ser en hverdag ud hos nogle af Djurslands helt store virksomheder og foreninger? Er det, som man forestiller sig, eller løser de hverdagens problemer og glæder på særlige måder? Det er der nu mulighed for at få svar på ved en række besøg, som FOF står bag, hvor der inviteres indenfor bag murene.
Det oplyses i en pressemeddelelse.
AquaDjurs, der har enorm indvirkning på Djurslands borgeres hverdag, åbner dørene tirsdag 17. september. Her vil gæsterne få en dybdegående forståelse af spildevandshåndtering, den grønne omstilling og miljøvenlige løsninger. Oplev moderniseringen af infrastrukturen på Djursland og få både teoretiske og praktiske perspektiver med hjem.
Den over 110 år gamle familieejede virksomhed, Jydeland Maskinfabrik, producerer strømaskiner til landbrug. Hør om virksomhedens historie og dens fremtid under ledelse af den 4. og 5. generation tirsdag 1. oktober og oplev, hvordan BOBMAN-maskinerne forbedrer malkekvægs arbejdsprocesser og mælkeproduktionens kvalitet.
En uge senere, 8. oktober, kan man komme med på en rundvisning i Dronningens Ferieby. Lær om stedets historie, deres tilknytning til Scleroseforeningen og nyd kaffe, kage og en fyraftensøl. Oplev den unikke kunstsamling og den kørestolsvenlige badebro ved Kattegat.
Sidst i rækken af besøg ligger Aarhus Airport, der har været genstand for megen diskussion de seneste år. Få indblik i lufthavnens strategi for at tiltrække nye flyruter og håndtere 1,5 millioner gæster årligt. Gå med rundt uden at vise pas og redegøre for væskerne i taskerne onsdag 30. oktober.
Der er begrænsede pladser på arrangementerne, så hvis man vil have en billet, skal man være vaks på tasterne på hjemmesiden fof.dk/da/djursland.