Naboer til skandalebakken kan ånde lettet op: Grønsager er ikke forurenede
Fødevarestyrelsen har undersøgt grønsager fra flere private haver ved Ølst. Konklusionen er, at der ikke er nogen bekymrende fund i afgrøderne.
Borgerne i Ølst har nu en ting mindre at bekymre sig om.
For nu er det kommet frem, at planterne i haverne ikke umiddelbart er blevet forurenet med farlige stoffer fra jordskreddet ved Nordic Waste eller fra det støv, som i flere år har hvirvlet rundt omkring lerbakken.
Det fortæller Randers Kommune på deres hjemmeside.
Prøverne kommer fra fem forskellige haver og er på Fødevarestyrelsens anbefaling udvalgt ud fra, hvor der kunne være risiko for, at haver blev ramt af afstrømmet overfladevand fra Nordic Waste eller fra haver, der er ramt af mulig luftbåren forurening - enten spredt med vinden eller ved, at lastbiler med læs af mikrofiller og jord er kørt forbi.
Da der ikke har været risiko for, at haver er blevet ramt af afstrømmet overfladevand fra Nordic Waste er der alene søgt haver, hvor afgrøder kunne blive ramt af eventuel luftbåren forurening eller fra lastbiler. Udvælgelsen er sket i tæt samarbejde mellem en dialoggruppe med repræsentanter fra Ølst og Randers Kommune.
Fem haver undersøgt
Borgerne i Ølst har brændende ønsket at blive undersøgt for mulig påvirkning af skadelige stoffer fra Nordic Wastes aktiviteter i Ølst, og at man undersøger jorden i Ølst for farlige stoffer fra Nordic Waste, der fik kørt tusindvis af lastbillæs med jord ind på grunden. Alt tyder på, at en del af den jord har været stærkt forurenet og ikke er blevet håndteret korrekt på grunden.
Der blev udtaget prøver fra fem private haver af kartofler (analyseret både ubehandlet og skrællede), grønne asparges og hovedsalat. Fødevarestyrelsen har analyseret prøverne for metaller, PAH (polocykliske aromatiske hydrocarboner) og PFAS.
Der er ikke fundet målbart indhold af PAH eller PFAS. Der er undersøgt for bly, cadmium, kviksølv, kobber, uorganisk arsen, krom, zink, selen, nikkel og total-arsen. Der er generelt ikke fundet bekymrende indhold i nogle af prøverne. For krom blev der fundet højere indhold i salat end forventet. Indholdet vurderes af Fødevarestyrelsen ikke at være sundhedsmæssigt problematisk.
»Alt i alt kan det altså konkluderes, at der ikke er nogen bekymrende fund i de pågældende afgrøder,« skriver Fødevarestyrelsen.