Fortsæt til indhold

Fra demokratifitness til skattejagt - porten til paradis og 50 farlige ting

Lørdag byder Kulturhotellet på en åben husdag med teater, kunst, og masser af aktiviteter.

Samfund

Lørdag 17. august slår Kulturhotellet dørene op til en spændende og hyggelig åbent hus-dag fyldt med teater, koncert, kunst og kreativitet. Der vil være aktiviteter for alle aldre i Røndes centrale kulturhus.

Udenfor på Markedspladsen kan du sammen med kunstneren Erik Peitersen sætte dit præg på Røndes næste byport: Porten til Paradis, samt overvære teaterstykket ’50 Farlige Ting – alle børn bør prøve’, som undersøger alt det, voksne normalt advarer deres børn imod.

Indenfor kan du få pulsen op med Demokratifitness med Demorådet, svinge penslen med Kunstnergruppen Rønde, prøve at lave ler i keramikværkstedet, få en rundvisning, se vinderfilmen fra Syddjurs Filmfestival, være kreativ med Kulturskolen Syddjurs og tage på skattejagt.

Dertil kan du møde mange af de foreninger, som holder til på Kulturhotellet.

Desuden vil der være mulighed for at købe pizza, kaffe og kage hele dagen.

En dag for nysgerrige

»Vi hører nogle gange fra folk, som aldrig har været på Kulturhotellet og ikke ved, at Egnsteateret har til huse her, på trods af, at de bor i området. Derfor vil vi gerne lave en helt særlig dag, hvor vi åbner huset op for de nysgerrige og trækker aktiviteterne helt ud på forpladsen,« siger Marion Vick, leder af Syddjurs Egnsteater.

Det gratis program forløber fra kl. 12:00 til 17:00.

Den Syvende Søn

Inden aftenens koncert med Den Syvende Søn med Michel Belli i front kl. 20:00, kan du tage forbi de nærliggende restauranter og købe noget aftensmad, som du kan nyde i cafeen.

Restauranterne Zorba og Bag Søjlen giver 10% rabat til Kulturhotellets gæster.

Billetter til koncerten kan købes gennem foreningen MiR – Musik i Rønde.

Dagen arrangeres af Hotelrådet i samarbejde med kulturhusets foreninger og faste beboere - Kulturskolen Syddjurs, Syddjurs Egnsteater og Kulturhotellet.