Bedriftsbesøg: Ægtepar viser landejendommen frem
Birte og Lars Kjær fortæller om filosofien bag deres ejendom, og hvorfor de har valgt at bo på landet, når Deltidsudvalget i Djursland Landboforening 29. august inviterer til bedriftsbesøg.
Birte og Lars Kjær overtog deres ejendom på Bjødstrupvej ved Rønde i 1985, og siden da har de drevet de 50 hektarer med et særligt blik for naturen omkring dem.
Det og meget mere fortæller de om, når Deltidsudvalget i Djursland Landboforening 29. august holder bedriftsbesøg hjemme hos dem.
Det skriver Djursland Landboforening.
Besøget starter på ægteparret Kjærs hjemmeadresse, hvor gruppen i samlet flok går rundt i knap tre kilometer. Her vil Lars Kjær fortælle om deltidsbedriften, hvilke afgrøder der dyrkes og hvorfor. I driften af ejendommens arealer gør parret meget for naturen og biodiversiteten, hvilket vil blive vist frem på turen, ligesom at de vil fortælle om deres interesse i at holde bier og produktion af honning.
Turen varer omkring to timer, hvorefter der serveres kaffe og kage, og derfor er tilmelding nødvendig. Tilmelding skal ske senest dagen før på landboforening.dk/arrangementer