Mobilitetsplan: Borgere er klar til en grønnere trafik, men de vil med på råd

»Det er et tydeligt sammenfald mellem borgernes anbefalinger og politikernes nye mobilitetsplan. Måske er den ikke så langt fra det, som flertallet af aarhusianere ville blive enige om, hvis vi blev spurgt,« siger Paul Natorp, der faciliterede borgersamlingen i 2021 og har stor erfaring med borgerinddragelse og græsrodsarbejde.

Borgersamlingen var et demokratisk eksperiment, der valgte at arbejde med grønnere trafik som et oplagt emne.

Anders Winnerskjold, der er rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, husker i detaljer det møde for tre år siden, hvor borgersamlingen præsenterede Bæredygtighedsudvalget for deres rapport om, hvordan vi sænker CO2-aftrykket. Han ser også de mange lighedspunkter og har flere gange nævnt borgersamlingens anbefalinger i byrådssalen.

Men han er ikke helt enig i, at man en til en kan overføre enighed i en borgersamling til byens 367.000 aarhusianere.

»Der er en lang række hvis’er og men’er imellem en borgersamling, folk har valgt at deltage i, til at byens borgerne er enige. Men når det er sagt, synes jeg, at borgersamlingens anbefalinger er et rigtigt godt udgangspunkt,« siger han.

Borgersamlingen opfordrer til at afprøve omfordelingen af pladsen i byen og opnå bilfrie erfaringer. Der skal være plads til grønne oaser og byliv. Det er også en hjørnesten i mobilitetsplanen.

»Det er for eksempel en væsentlig stemme i debatten, når borgere ikke behøver at parkere lige udenfor deres hoveddør, hvis deres børn i stedet får plads til at lege eller der bliver fælles rum på den plads, bilerne optager. De grønne oaser er væsentlige, så vi tør godt flytte nogle af de biler, der står stille langt de fleste timer i døgnet, ind i p-huse og så bruge vores byrum anderledes. Selv om vi møder stor bekymring over det hos nogle borgere og i handelslivet,« siger Anders Winnerskjold som eksempel på, at borgerne bliver hørt.

Paul Natorp svarer, at borgersamlingens anbefalinger ikke kan bruges som direkte bevisførelse i den politiske diskussion, men at forslagene kan være til gavn.

Han påpeger, at man i et demokrati ikke skal lade sig presse af dem, der råber højest. De kan sagtens være et mindretal. Og han er enig i, at forandringer nemt kan føre til konflikter, men mener samtidig, at borgerinddragelse kan løse mange af dem.

»Som borger skal man naturligvis være kritisk, men man skal også forstå, at der er mange hensyn, så man skal ikke bare tale men også lytte. En løsning er nemmere at acceptere som et kompromis, hvis man har forstået hvorfor, og når processen er åben og ærlig, så ingen bliver snydt. Det når Aarhus Kommune langt med at imødekomme,« opfordrer han.

Når borgerne høres

En af deltagerne i borgersamlingen var Malene Sønnichsen, der er molekylær biolog og bor i Beder.

»Da vi fremlagde anbefalingerne på Dokk1, oplevede vi, at de, der råber højest, ikke er de fleste. Dem med en klar agenda fylder meget, mens de fleste er tavse,« siger hun.

»Jeg var skeptisk over, om der kunne komme noget brugbart ud af samlingen, men den var utrolig velfungerende. Vi var en meget divers gruppe, hvor alle var repræsenteret, og der var alle holdninger, men der var taleret til alle. Vi følte os inddraget og klædt på af dygtige eksperter,« siger hun.

Malene Sønnichsen kan i rapporten genkende samlingens samtaler og huske diskussionerne. Man kan se, hvad der er blevet sagt, og deltagerne kunne gøre indsigelser undervejs.

»Vi har sat vores navn på, at vi i Aarhus er modige nok til at teste nye indretninger af byen. Ting skal prøves og kan så ændres, hvis det ikke er rigtigt første gang. Som for eksempel når man lukker en gade af,« siger hun, der sad i kø i to timer på en travl hverdag, da kommunen lukkede Vesterbro Torv uden at borgerne havde en god alternativ rute.

Høring skal være reel

Malene Sønnichsen mener, at ændringer af byrummet ikke skal udformes på et tegnebræt, uden at man får borgernes konkrete erfaringer fra området.

Det er Ulrich Holstein, der også deltog i borgersamlingen, delvist enig i. Han bor i Risskov og er leder af en daginstitution.

»Man er generelt nødt til at få medspillere med, for at dette her kan blive en succes, ellers kan kan man skyde sig selv i foden. Det er for eksempel interessant, at Aarhus Cityforening er tilfreds med mobilitetsplanen, selv om det bliver mere besværligt at køre i bil i centrum. Måske har kommunen og cityforeningen lyttet til hinanden,« siger han.

Omvendt mener Ulrich Holstein ikke, at man skal spørge borgerne om noget, de ikke ved nok om, eller noget de alligevel ikke kan få indflydelse på.

»For nylig svarede vi her på min vej, at vi hellere vil blive ved med at være en skolevej end en privatvej, fordi antallet af skolebørn stiger lige nu. Det lyttede kommunen ikke til, for det kunne ikke være anderledes, fik vi at vide. Men hvorfor spørger de så? Så hellere stå ved den beslutning, der sender regningen for vejens vedligehold til os,« giver han som et eksempel.

Det er Anders Winnerskjold helt enig i.

»Man skal ikke stikke folk blår i øjnene. Når der ændres vejarealer for at busserne kan komme hurtigere frem, kan man ikke diskutere det i en borgerinddragelse, men lokalt kan man måske få indflydelse på, hvor snittet skal lægges, eller hvor stoppestedet skal være.« siger rådmanden.

»Både byrådet og Teknik og Miljø ønsker borgerinddragelse på højt niveau, hvilket også er skrevet ind i mobilitetsplanen. Det er også klogt at teste forandringer, men der kan være et klima eller trafikkaos, som kræver hurtig handling,« argumenterer han.

Det lytter de tre repræsentanter fra borgersamlingen til og accepterer rådmandens argumenter. De vil stadig gerne inddrages og mener i al beskedenhed, at de kan bidrage. Og at forandringerne i Aarhus bliver bedst for de fleste, når vi lytter til hinanden.