Fortsæt til indhold

Million-lejligheder på havnen klar før tid: De første er solgt

Byggeriet af nye ejerlejligheder på Slagterigrunden er gået i gang fire måneder før planlagt.

Samfund

Der er udsigt til hurtigere indflytning i 50 nye ejerlejligheder på den tidligere Slagterigrund ved havnen i Ebeltoft.

Gravemaskinerne er allerede gået i jorden for at skabe det, som kaldes Ebeltoft Havnefront.

Bygherres krav om at halvdelen af boligerne skal være solgt før byggestart er bortfaldet, og samtidig er købernes overtagelsesdatoer rykket frem, så byggeriet allerede er klar 1. oktober og 31. december i år i stedet for i 2026.

Det oplyser Home Ebeltoft, der sammen med EDC Ebeltoft står for salget.

»Byggeriet er fremrykket med cirka fire måneder og salgskravet er frafaldet, fordi der allerede er styr på finansieringen, og der er stor tro på projektet,« fortæller Steffen Gandrup, indehaver af Home Ebeltoft.

Sådan ser FRIIS & MOLTKES illustration af de kommende boliger ved vandkanten i Ebeltoft ud.

Han oplyser, at mange af lejlighederne i Ebeltoft Havnefront på nuværende tidspunkt er reserveret, og de første købsaftaler er også underskrevet.

»Det er ganske enkelt byens bedste beliggenhed med kun 10 meter til vandkanten kombineret med et flot arkitekttegnet byggeri med en fin variation i udbuddet af lejligheder, der tiltrækker køberne,« fortæller den lokale Home-mægler.

Arkitekten bag det nye byggeri er FRIIS & MOLTKE, og boligerne indrettes overvejende som 2, 3 og 4 værelses lejligheder.

Størrelserne varierer fra 63 til 207 kvadratmeter, og priserne ligger fra 2,3 til 7,9 mio. kr.

»Der er noget for enhver smag og ethvert boligbudget,« mener Steffen Gandrup, som uddyber:

»Alle i Ebeltoft kender til den gamle slagterigrund, som i en årrække har været en øjebæ i idylliske Ebeltoft. Nu sker det sidste ryk for at forskønne grunden med lækre boliger med en unik beliggenhed,« slutter den lokale Home-mægler.

Hvide kasser

Om byggeriet kommer til at forskønne grunden, er der sandsynligvis delte meninger om.

DjursBos almennyttige boliger, som snart er klar til indflytning på samme område, har i hvert fald mødt stor kritik for deres udtryk; hvide kasser uden røde tage, der ikke passer ind i bybilledet.

Den nye ejerlejligheder får noget af det samme udtryk, og begge byggerier ligger indenfor rammerne af lokalplanen, men der vil alligevel være en forskel, mener arkitekterne bag.

»Det her bliver af en helt anden kvalitet, og så bryder vi det hvide med sorte træbeklædninger, der falder godt ind i området med Fregatten og de sorte rækkehuse ved siden af,« har Mogens Husted Kristensen, partner i FRIIS & MOLTKE, tidligere udtalt.

Arkitekterne understreger, at kravet til sigtelinjer fra by og Strandvejen til vandet overholdes, og at selvom boligerne er private, så bliver området offentligt tilgængeligt og med masser af miljø.

»Vi gør meget ud af at skabe et udendørsmiljø, hvor vi så at sige trækker elementer fra strandengs-naturen ind til byen. Det ligger fint i tråd med de byudviklingsplaner, der i øvrigt er for halvøen.«

Et samlet hold bag Ebeltoft Havnefront. Fra venstre er det arkitekterne Carsten Lindequist og Mogens Husted Kristensen, to generationer fra Søgaard Poulsen, entreprenør Peter Vognsen og endelig to af Ebeltofts ejendomsmæglere, Steffen Gandrup og Rasmus Bech Petersen fra hhv. home og EDC. Foto: Anne Frank Henriksen

Bygherre er Claus Søgaard Poulsen.

Han er født og opvokset i Auning og har tidligere stået bag flere byggeprojekter her i området, blandt andet Skelhøjeskolen og forvandlingen af ejerlejlighederne i det tidligere Hotel Hvide Hus.

Det er lokale Vognsen, der har fået entreprisen. Valget af Vognsen er i følge Søgaard Poulsen taget ud fra et ønske om at bruge en lokal entreprenør.

Virksomheden blev grundlagt på Helgenæs for snart 25 år siden og tæller i dag cirka 140 ansatte.

Når Peter Vognsen har sagt ja, skyldes det i høj grad måden, projektet er blevet gennemarbejdet på og selvfølgelig også, at bygherren er så erfaren, som han er.

Det fortalte han, da der var første spadestik tilbage i april.

»Det hele borger for kvalitet. Jeg synes, det er vigtigt at understrege, at det her altså er en erfaren bygherre. Hele projektet er blevet håndteret super professionelt, så folk i Ebeltoft og potentielle købere skal ikke gå og frygte, at det pludselig strander.«

Mens maskinerne graver på den sydlige del af slagterigrunden, så er DjursBo meget tæt på at kunne lade de første lejere rykke ind.

Byggeriet her består af i alt 82 boliger, henholdsvis 2-, 3- og 4-værelses lejligheder, og der vil i følge DjursBos hjemmeside ske indflytning i to etaper, nemlig 1. oktober 2024 og 1. januar 2025.