Danmarks første el-fiskekutter kæmper for fiskeriets fremtid
Frustrationen over fejlslagne fiskerireformer fik Esben Windfeld Lund til at kaste sig ud i en lang kamp for det danske havmiljø.
»Den er lavet på lommeuld og frivillig arbejdskraft.«
Sådan beskriver Esben Windfeld Lund tilblivelsen af Danmarks første fuldt elektrificerede fiskekutter: Calypso.
Skibet er hans bud på en bæredygtig fremtid for dansk fiskeri og kulminationen på alt det, han har arbejdet for på fuld tryk siden 2016: at øge fokus på det danske havmiljø og på fiskeriets fremtid.
Det er dog ikke en helt simpel opgave.
Situationen er nemlig gravalvorlig.
Kriseramt industri
Når Esben Windfeld Lund taler om havmiljø og fiskeri, så ved han, hvad han taler om.
Han har en baggrund i handelsflåden, hvor han tilbragte 25 år til søs. Her gik han dog i land, da finanskrisen ramte i 2009, og rederierne »udfasede danske officersstillinger til Fjernøsten,« som han siger.
Det betød, at han pludselig var tvunget til at genopfinde sig selv.
»Det bliver jo en livsstil, det med havet og søen!«
Han rykkede tilbage til hjembyen Thyborøn, hvor han bl.a. arbejdede med udvikling af uddannelser til fiskeriet og de tilstødende erhverv samt kvalitetssikring af naturskånsomt fanget fisk.
I de år skete der en masse inden for dansk fiskeri.
I 2002 indførte Folketinget en fiskerireform med såkaldte omsættelige fiskekvoter. I 2006 blev der så indført kvoter i hele fiskeriet med virkning fra 2007.
Hensigten var, at det danske fiskeri ikke skulle koncentreres på for få mennesker. Ifølge Esben Windfeld Lund er det dog det stik modsatte, der er sket.
»Jeg ser, man lukker 50 havne i indre farvand og koncentrerer rettigheder og ressourcer omkring syv enkeltpersoner og tre nordlige havne. Jeg ser, at hensigten med lovgivningen ikke er, at der kun skal sidde syv fiskere tilbage og eje det hele.«
Esben Windfeld Lund har samtidig svært ved at forstå, hvorfor der ikke er mere debat omkring de danske havplaner. På et tidspunkt bliver han så træt af udviklingen og af at være passiv tilskuer, at han beslutter sig for at gøre noget ved det.
Liv langs kysterne
Omkring 2016 afslutter Esben Windfeld Lund et fireårigt projekt om et samlet kompetencecenter for alle fiskeriets uddannelser.
Herefter overgår han til at lede og koordinere de uddannelser, han har sat i gang.
Han føler dog ikke, at han fuldt ud kan honorere arbejdet, da situationen i den danske fiskeindustri er dyster.
»Jeg oplevede, at allemandsretten til naturen var blevet en enkeltmandsret, og at det dermed var blevet for svært at tænke industrien helhedsorienteret. Samtidig tænkte jeg, at der måtte være et livsgrundlag for fiskerne langs kysten, hvis man tænkte ud af boksen.«
På samme tid får han øje på et spirende initiativ under navnet Grobund.
»Syddjurs Kommune er en af de kommuner med mest kyststrækning overhovedet, så der må være nogle muligheder, tænker jeg.«
Esben Windfeld Lund tager til Djursland og opsøger Steen Møller og andre aktører, og sammen starter de foreningen Grobund.
Nogle af visionerne bag foreningen er at ændre betingelserne for, hvordan man driver landbrug og fiskeri. Den sidste del bliver Esben Windfeld Lund drivkraften bag.
Han opretter foreningen Calypso, som arbejder for et sundt havmiljø og fokus på et bæredygtigt fiskeri. Samtidig bliver han en del af komitéen bag projektet Bæredygtig Kystkultur (KBK).
»Jeg besøger fiskere og mange andre aktører i de kystnære erhverv. Det viser sig hurtigt at være deprimerende at tage rundt og tale med fiskerne, fordi fiskeriet er i en alvorlig situation i dag.«
Han finder hurtigt ud af, at det er svært at finde to fiskere, der er enige, men der var alligevel en ting, alle enige var om, når han spurgte ind til udviklingen i fiskeriet i det indre farvand: Der er ingen udvikling, kun afvikling.
»Det tog jeg til mig. Calypso er derfor også et stifinderprojekt og et forsøg på at vise nogle veje i de kystnære erhverv, hvor det i fremtiden også skal kunne give mening, hvor man skal kunne skabe sig et helt eller delvist livsgrundlag som fisker.«
Fiskeri med omtanke
Det arbejde og den viden, KBK genererer, sætter gang i en debat, og projektet bliver afsluttet med en 100 sider lang rapport.
Et af resultaterne var, at der er behov for et fartøj, der kan demonstrere, at alle de her store tanker om bæredygtigt fiskeri kan lade sig gøre.
»Jeg var nervøs for, at KBK bare ville munde ud i rapporter og papirer. Det tror jeg nu ikke, det gør, da der jo er oprettet et tværkommunalt samarbejde mellem de østjyske kommuner omkring havplaner. Jeg syntes dog, der var behov for – også for mig personligt – at gå i gang med et konkret projekt.«
I 2022 kaster Esben Windfeld Lund sig derfor ud i at omdanne en gammel fiskekutter til et eldrevet skib, der ikke udleder affald eller CO2 under fiskeri. Og 27. maj i år kunne han for første gang søsætte Calypso. Danmarks første fuldt elektrificerede fiskekutter.
»Den er superskånsom for havmiljøet. Den rører stort set ikke havbunden, udleder ingen støj, og fiskeriet foregår med kroge, der ikke berører havbunden.«
Selvom Calypso har været på vandet i flere måneder, har den endnu ikke været ude at fiske.
De skete 10. august. Samme dag vi talte sammen, ventede Esben Windfeld Lund da også på en såkaldt fiskerobot, der var sidste trin, inden den bæredygtige fiskekutter for alvor kunne realiseres som demonstration.
Ambitionen er dog helt klar.
»Det her projekt skal vise, at man godt kan fiske uden at udlede affald og CO2, og at man kan producere på grøn energi. Det er et inspirations- og demonstrationsprojekt, hvor det handler lige så meget om det gode liv på kysten.«
Fokus er særligt på de bestande, som enten er invasive eller overrepræsenterede. Udfordringen er, at danskerne som udgangspunkt ikke er gode til at spise den type fisk, men i stedet kaster sig over laks, torsk og rødspætter, der ofte enten er overfiskede eller opdrættede.
»Det er fortvivlende, at danskerne ved så lidt om fisk og fiskeri, når vi er omgivet af kyst og hav. Danskerne skal spise flere blæksprutter og brislinger og fjæsinger. Fjæsingen er jo en uhyggeligt glubsk fisk. Når den er her, er der ikke plads til mange andre.«
Drømmene er store hos Esben Windfeld Lund. Spørger du ham om fremtidens fiskeri, forestiller han sig store brintdrevne katamaraner, der fisker efter jomfruhummere med tejner.
»Jeg mener, der er behov for et paradigmeskifte. Der er Calypso tænkt som et pilotprojekt, der kan give inspiration til det.«