Debat om pop-up-butikker deler vandene: »Det er et følsomt område«
Synspunkterne er mange, men en ting har de til fælles: hengivenheden til det lokale handelsliv.
Hverdagen for detailbutikker i landets mindre byer kan til tider være en kamp.
Især de steder, hvor omsætningen i løbet af få måneder, kan betyde knald eller fald for resten af året.
For tiden kører der en levende debat i Ebeltoft om de såkaldte pop-up-butikker. Særligt dem, der kun popper op, når efterspørgslen er høj.
For er det fair konkurrence eller snylter man på de forretninger, der skal klare sig hele året?
Vi har taget temperaturen på emnet i en række byer på Djursland.
Et følsomt emne
Når nye spillere kommer til byen, kan det selvsagt påvirke omsætningen hos de eksisterende virksomheder. Det er forudsætningen for at drive forretning.
Problemet opstår når man i de mindre byer kæmper i de store dele af året, hvor der er stille. Dermed skal man indhente størstedelen af ens omsætning i højsæsonen.
Spørgsmålet er derfor om det er fair konkurrence, at nogle forretninger kan lukrere på det, ved kun at åbne dørene på udvalgte tidspunkter.
I Hornslet har man ikke umiddelbart en holdning til problematikken, lyder det fra næstformand i handelsstandforeningen Jimmy Rasmussen. Her har de endnu ingen pop-up-butikker, og derfor finder man det heller ikke nødvendigt at byde ind med en holdning til emnet.
Samme pointe kommer fra Handel Grenaa, hvor City Chef, Karol Fuks fortæller, at »det er ikke et problem, som vi har vendt. Vi har ikke pop-up-butikker i Grenaa som sådan.«
Også i Rønde tøver man med at udtale sig i skarpe vendinger, fortæller formand for Rønde Handelstandsforening, Rene Povlsen.
»Sidste gang jeg havde en holdning til det emne, fik jeg en nulstjerner anmeldelse på trustpilot. Det er en svær diskussion og et meget følsomt emne for mange.«
Rene Povlsen, der er købmand hos MENY Rønde har selv en pop-up-butik i huset i form af Sushi Mania, der slår dørene op en gang om ugen – hver fredag. Han mener dog ikke, at det er den type pop-up-butik, der diskuteres i denne sammenhæng.
»Sushi Mania er her jo permanent. De har CVR-nummer og har et fast samarbejde med mig. Det er her hver uge, så det er jo en fast aktivitet. Min holdning til det her emne er, at det vigtigste er at understøtte det eksisterende handelsliv i byen og bidrage til fællesskabet.«
Auning er åben
I Auning har man også fulgt med i debatten.
Her er der sympati for udfordringer i Ebeltoft, fortæller formand for Auning Handel & Erhverv, Anders Rasmussen. Selvom synet på denne type forretninger er anderledes hos den.
»Vi ser jo gerne pop-up-butikker her, men vi ser jo også gerne, at de ikke bare kommer og tager noget salg fra dem der ligger der fast. Jeg er også af den holdning, at jo flere valgmuligheder kunderne har, jo bedre. Men jeg kan da godt forstå, at hvis du har en isbar i byen og så der kommer fire isbiler i sommerferien, så er det jo træls.«
Han mener dog, at man som minimum bør betale til den lokale handelsstandforening. Han fremhæver dog, at det er en svær diskussion, og at man ofte bør se på den enkelte situation.
»Det er svært at sætte nogle generelle regler op. Vi har en fiskevogn ude hos os hver fredag, og det er jo lidt en pop-up-butik, men det synes jeg er okay, fordi der ikke er andre der tilbyder det her i byen.«
Auning og Ebeltoft står da også med to forskellige virkeligheder.
»Hvis der var nogle, der kom med streetfood henover sommeren, så tror jeg, vi ville synes det var fint. Så sker der noget nyt i en periode, men det er forskelligt fra situation til situation.«
Han slutter af med at sige, at det er et spørgsmål, der hører til politikernes bord.
»Man må kigge ind i butiksdøden og sige, at hvis man vil have et centrum i de byer, må man også beskytte butikkerne.«
Plads til alle
Hos Handel Syddjurs, der er en paraplyorganisation for detailhandlen i Syddjurs kommune, ser man en smule anderledes på sagen, fortæller formand Hother Hennings.
»Jeg kan godt forstå, det er svært nogle af handelsstandsforeningens medlemmer. Især fordi pop-up-forretninger sjældent er organiseret.
Handel Syddjurs har generelt ingen holdninger til, hvilke forretninger der kommer i de forskellige byer, forklarer han.
»Vi vil jo gerne have en bred og varieret detailhandel, der kan tiltrække kunder. Derfor er det jo flere jo bedre i vores optik, men i ser jo gerne at de bliver organiserede og tager del i de lokale udfordringer.
Han fremhæver dog, at det har en betydning, at befolkning i en by som Ebeltoft firdobles om sommeren. Det skaber helt naturligt en større efterspørgsel og dermed også bedre plads til flere butikker.
»Jeg synes, vi skal glæde os over, at vores område er attraktivt i sommerhalvåret. I mine øjne handler det om at tiltrække flere turister hele året, så vi kan opleve en mere levedygtig detailhandel. Vi har jo området til det med nationalparken, kyststrækningen og Ebeltoft i sig selv, som jo er en spændedne by.«