»Hvad taler vi om, når vi taler om pop-up?«

Egentlig var vinklen en helt anden.

Historien skulle handle om, at Namu Sushi startede som pop-up-butik og endte som et permanent medlem af Ebeltofts handelsliv.

Men ifølge ejeren af restauranten, Louise Spangenberg, startede Namu Sushi slet ikke som pop-up køkken. Man lejede sig derimod midlertidigt ind i lokalerne i Spiren, mens de ventede på en permanent løsning.

Og det er faktisk et godt eksempel på den udfordring, hun ser i debatten om pop-up-butikker i Ebeltoft.

For hvad taler vi egentlig om, når vi taler om pop-up-butikker?

Forstår frustrationerne

Midt i debatten om, hvorvidt pop-up-butikker, der kun stikker hovedet frem i højsæsonen, er godt for byens (handels)liv eller ej, dukkede Namu Sushi op i tankerne.

Restauranten startede nemlig som pop-up-køkken i Spiren, men er i dag en fast del af Ebeltofts handelsliv.

Dermed var det et oplagt eksempel på, hvordan en pop-up-butik kan ende med at gavne byen på den lange bane – glimrende ide!

Der var bare et problem.

Den præmis købte Namu Sushi ikke helt.

»Pop-up-køkken var egentlig mere noget vi blev kaldt af avisen. Der synes jeg, at vi er en lidt anden case,« fortæller indehaveren af Namu Sushi, Louise Spangenberg og uddyber.

»Det var ikke fordi det skulle være en pop-up restaurant. Det var bare fordi det skulle ske i en fart. Det var en midlertidig løsning, så grunden til det blev kaldt pop-up, var fordi vi ikke kunne blive i spiren.«

Namu Sushi startede midt under corona. Deres anden forretning – en smykkedesignbutik i Adelgade – var netop lukket, og de ville ikke på dagpenge. Derfor kastede de sig hovedkulds ud i et nyt eventyr.

»Derfor var tanken jo heller ikke, at vi skulle være en pop-up-butik. Det skulle bare gå hurtigt. Det gik måske også lidt for hurtigt, men vi var heldige med at alle – både de erhvervsdrivende og kunderne – tog godt imod os og var meget behjælpelige.«

Den store opbakning gjorde, at Louise Spangenberg fra start havde troen på, at en sushirestaurant i Ebeltoft kunne lykkes.

»Vi blev nærmest skubbet frem, så hvis vi var i det mindste i tvivl før vi startede, var vi det ikke efter vi kom her. Det var jo også i en tid, hvor der ikke skete noget nyt andet end corona. Der var ikke andre sushibutikker, så det vi bød, var her ikke i forvejen. Så reaktionen var bare, at det var fedt vi var her.«

Hvornår er det ok?

Selvom Louise Spangenberg ikke køber præmissen om, at Namu Sushi startede som pop-up, så har hun til gengæld fulgt lidt med i debatten.

Og hun kan godt se problematikken.

»Jeg kan godt forstå frustrationerne hos dem, der er her året rundt. Man står og træller og har udgifter og medarbejdere året rundt – også på de dage, hvor man kun omsætter for peanuts. Når der så når er hammer på, så dukker der nogle nye op og tager en bid af kagen.«

Samtidig er hun dog lidt splittet.

»På den anden side har jeg det også lidt sådan, at alle starter et sted. Sådan er gamet. Nu er der selvfølgelig heller ikke en sushi pop-up-vogn på havnen lige nu. Så kan det jo godt være, at piben får en anden lyd!«

Louise Spangenberg vil dog ikke gå så langt som at forbyde dem.

»Debatten opstår jo, fordi man vil beskytte det eksisterende forretningsliv her i byen, men så er spørgsmålet: hvornår er du en pop-up-butik? Der er mange steder her allerede, som kun er her om sommeren. Er det også pop-up, selvom de popper op hver eneste sommer? Og er det mere ok, hvis man er lokal?«

Louise Spangenberg fremhæver på det kraftigste, at det ikke skal lyde som en kritik af sæsonåbne forretninger. Det er mere for at påpege, at det kan være svært at definere, hvilken type ”pop-up-butikker” man vil have og hvilke man ikke vil have.

»Der er jo masser af ting herude, der kun er åbne om sommeren, og nogle butikker er selvfølgelig også sæsonbetonede, men nogle må jo sælge færre drinks eller færre fritter, når nogle sælger det hele året og andre kun om sommeren. Hvis MasVino kommer hvert år fra nu af i de her tre måneder, er det så ok? Jeg ved i hvert fald ikke helt, hvornår noget er pop-up og hvornår noget ikke er?«