Maltfabrikken står for lokal sammenhængskraft – derfor er dialogen om pop-up også vigtig for os
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Dette indlæg er skrevet på vegne af Maltfabrikken i forbindelse med artiklen ’Butiksejer ønsker forbud af pop-up-butikker: De snylter på højsæsonen’, i Adresseavisen Syddjurs 21. juli.
Maltfabrikken hilser dialogen om pop-up butikker eller ikke pop-up velkommen, for Maltfabrikken er et fællesskab skabt alene med fokus på byens trivsel og sammenhængskraft. Derfor giver artiklen os en fin mulighed for at svare på tre spørgsmål:
1. Hvorfor har Maltfabrikken en pop-up vinbar fra Aarhus?
Maltfabrikken har et lejemål der stod til at skulle være uden aktivitet juli og august, da lejerne er bortrejst i perioden. For at være gæstfri og levende valgte vi at udleje lokalet til ejerne af Lundbergs Spisehus, der på femte år driver Maltfabrikkens madsted. Ejerne har blandt andet en vinimport og vinbar, som de kunne servicere vores mange gæster med. Det synes vi var et frisk pust i stedet for at lokalet står tomt, og derfor er svaret at det rent faktisk er en lokal virksomhed lokalet er udlejet til.
Maltfabrikken arbejder for Ebeltoft som en sund og sammenhængende by hele året. Vi kalder det din, min og vores Maltfabrik
2. Hvordan arbejder Maltfabrikken med pop-up udlejninger?
Maltfabrikken er et kulturhus der tror på værdien i at give forskellige ildsjæle, kunstnere og virksomheder mulighed for at udleve deres drøm. Det kan være i kortere eller længere perioder. Derfor arbejder vi med pop-up begrebet året rundt og udlejer fx vores X-rum en uge ad gangen til alle der er interesserede, og vi håber på at det skiftende indhold giver en fornemmelse af at her altid er noget nyt at komme efter. Nogle gange bliver drømmene til en bæredygtig forretning, der slår rødder i byen og tilfører ekstra værdi. Dette var fx tilfældet med de seje folk fra Namu Sushi, der startede som pop-up på Maltfabrikken.
3. Er udlejningen konkurrenceforvridende?
Det er en fornøjelse at få muligheden for her i avisen at understrege at Maltfabrikkens udlejninger ikke er konkurrenceforvridende. Maltfabrikken er for 80 procent af arealernes vedkommende, ejet af en selvstændig almennyttig erhvervsdrivende fond, der selv har tilvejebragt alle midler til at købe og istandsætte Maltfabrikken. De sidste 20 procent er ejet af Syddjurs Kommune og drives med indholdet Bibliotek, Museum og Arkiv. De ’private’ 80 procent der kan udlejes, er altså ikke-kommunalt finansieret og udlejes på markedsvilkår til markedsleje efter gældende lovgivning. Det skal retfærdighedsmæssigt tilføjes at Maltfabrikken også har en selvstændig kulturel forening, der skaber indhold (for eksempel kultur) som modtager midler til dette indhold af Syddjurs Kommune. Men dette har intet med udlejningsforretningen at gøre.
Slutteligt er det vigtigt for mig at pointere, at Maltfabrikken arbejder for Ebeltoft som en sund og sammenhængende by hele året. Vi kalder det din, min og vores Maltfabrik. Næsten al vores aktivitet ligger fra september til maj, og derfor gør det mig meget ondt, når vi i avisen og på Facebook sættes i forbindelse med udtalelser som ’at man snylter …’ eller ’at man er konkurrenceforvridende’. Dette gælder også for de mange gode mennesker fra Lundbergs Spisehus, der knokler året rundt for at skabe et helårstilbud, lave familie-events, fællesspisninger og koncerter med videre – de har ikke fortjent en sådan omtale.
På Maltfabrikken ønsker vi alene at bidrage til den skønne plet på Djursland vi alle holder af. Vi skal stå sammen, for vi kan kun lykkes sammen her i Ebeltoft.