Særligt håndværk er ved at uddø: »Det er ufatteligt, at vores samfund ikke passer bedre på sin kulturarv«

Det gemmer sig ikke på linjerne i en lærebog.

Det gode håndværk.

Det findes i hænderne og på rygraden, og det har vi glemt.

Sådan lyder dommen fra billedskærer Povl Kjer, når han skal forklare håndværkerfagenes udfordringer i disse år.

Selv beskæftiger han sig med et af de håndværk, der er ved at uddø i Danmark. Det er ikke længere muligt at uddanne sig til billedskærer her i landet, og Povl Kjer er den sidste af sin slags, der er i besiddelse af et dansk svendebrev til faget.

Selvom det ikke har været muligt at leve af faget i Danmark, så har Povl Kjer alligevel formået at gøre det, og har aldrig opgivet professionen.

Dertil er hans kærlighed til faget for stor. Men ligeså er tristheden over at se det smuldre.

Ad snoede veje

En billedskærer er en træsmed, der former figurer eller skærer billeder (såkaldte relieffer) hovedsagligt i træ. Du genkender måske billedskærerens arbejde, når du ser en galionsfigur på et skib, en altertavle eller et sirligt mønster i et antikt træmøbel.

Det lå dog ikke i kortene, at Povl Kjer skulle ende med at blive lige netop billedskærer. Og vejen dertil har da heller ikke været snorlige.

Barndomshjemmet i Christiansfeld var et husmandssted, som hans forældre drev. De var begge meget kreative og både tegnede, malede og arbejdede i træ.

Træet som materiale tiltrak Povl Kjer fra en ung alder.

»Jeg har altid tegnet og skåret i træ uden at ville noget med det. Helt banalt startede jeg som 12-årig i mine forældres skur, hvor jeg snittede Anders And-figurer.

Som en anden Emil fra Lønneberg snittede han 42 figurer på et år. Da det var slut, glemte han alt om det, og da han nåede den alder, hvor det var tid til at søge ind på en uddannelse, var det tegning, der var drømmen.

Povl Kjer blev optaget på tegning- og grafiklinjen på kunsthåndværkskolen i Kolding, som det hed dengang.

Det startede lovende.

»Linjen blev også kaldt reklametegnerlinjen, og jo længere ind jeg kom i uddannelsen, jo mere reklamemindet blev det. Og det ville jeg under ingen omstændigheder have noget med at gøre. Jeg var hippie, og skulle ikke noget intet kommercielt.«

Efter 1,5 år afbrød han uddannelsen.

Han tog dog en masse gode erfaringer med i bagagen, da han kort tid efter tjekkede ind på malerilinjen på Aarhus Kunstakademi.

»Jeg gik der et par år og tegnede alt det jeg kunne; croquis, anatomi, men det var heller ikke mig. Jeg var ikke maler, og blev aldrig.«

Den store åbenbaring lå dog lige om hjørnet.

Et dødt fag

I slutningen af 70’erne havde Povl Kjer accepteret, at pen og pensel ikke var de rette instrumenter for ham.

Hvis han skulle udfolde sin kreativitet med hænderne, skulle han finde en anden vej.

Den fandt han, som det så ofte sker, ved et tilfælde.

I en annonce fra folkekunstuddannelsen i Rauland, Norge faldt han over linjen træskæring. Da faldt det hele i hak.

»Indtil da forbandt jeg jo det at skære i træ, med en hobby jeg havde som barn. Jeg havde aldrig set det som noget, jeg kunne leve af.«

I Norge gik det hele op i en højere enhed, og da året var omme, var der ingen tvivl.

Povl Kjer ville skære i træ.

Da han vendte hjem til Danmark, var det første han gjorde at kontakte oldermanden for landssammenslutningen for billedskærere.

»Jeg fortalte, jeg gerne ville være billedskærer, og spurgte, hvordan jeg blev det. Han svarede, at »når der kommer en som dig, gør jeg alt for at tale ham fra det. For det er et dødt fag.«

Formanden nægtede at oplære ham, og hans bitterhed var noget, der gjorde stort indtryk på Povl Kjer.

»Selvom han elskede sit fag og brændte for det, så nægtede han at give det videre. Sådan var det med det fag, og det har jo været sørgeligt.«

Årsagen til at faget døde skyldes ifølge Povl Kjer flere faktorer.

Først og fremmest at billedskærerne ikke lavede deres egne produkter. Typisk ville en snedker komme forbi med f.eks. et chatol og bede om 25 øres billedskæring på benene og for to kroner mønster på lågerne.

»Det er jo derfor, det er uddødt. Da Wegner, Børge Mogensen og alle de her designere kom på banen og revolutionerede møbelbranchen, der var billedskæreren slet ikke med, fordi han ikke skabte sine egne ting.«

Povl Kjer endte dog med at skaffe en læreplads hos billedskærer Knud Højvang Nielsen.

I 1981 blev han udlært og rykkede ind i et gammelt værksted i Vestergade i Aarhus.

Samme år lavede han det første af det der sidenhen blev til en dansk designklassiker: Rokkefåret.

Den sidste billedskærer

Rokkefåret blev den indkomstkilde, der gjorde, at Povl Kjer kunne holde arbejdet som billedskærer ved lige.

Han formåede dog i mange år at gøre arbejdet med at lave nye arbejder til museer og udstillinger til sin hovedindtægtskilde.

Selvom der findes andre billedskærere i Danmark, så er han den sidste med et dansk svendebrev. Og det er noget, der ligger ham på sinde.

»Jeg er ked af, at jeg aldrig har haft muligheden for selv at føre det videre og uddanne en anden. Det kunne jeg godt have tænkt mig. Det har bare ikke være muligt økonomisk. Der har ikke været nok arbejde til at have en elev.«

Det er også her det sure opstød kommer, som han siger.

»Det er ufatteligt, at vores samfund ikke passer bedre på sin kulturarv. At man lader sådan et fantastisk håndværk uddø. Jeg skulle ikke have været understøttet af staten, men der findes mange opgaver, der kunne være blevet varetaget af en billedskærer. Det var også derfor, at mange af mine kollegaer var bitre mennesker. De havde set deres fag smuldre. Den ene måtte arbejde som kirketjener. Den anden som fængselsbetjent.«

Det betyder også, at hvis der skal laves billedeskærerarbejde ifm. med genopbygningen af Børsen, så bliver man nødt til at se mod Tyskland.

Det ærgrer Povl Kjer.

»Jeg føler ikke, at jeg er ansvarlig for faget, men på samme tid føler jeg mig lidt ansvarlig. Jeg synes, det er synd for faget, at det er forsvundet, men jeg går ikke ind og arbejder for det politisk. Det er ikke det jeg kan. Det er ligesom et kunstigt pres der er opstået, fordi der ikke er taget hånd om faget de sidste 100 år.«

Povl Kjer, der har boet størstedelen af sit voksne liv i Ry, flyttede til Ebeltoft for seks år siden med sin hustru. Her er de faldet godt til.

I dag er han 70 år og har solgt hjertebarnet Rokkefåret.

»Jeg har altid sagt, at jeg glæder mig til den dag, jeg kan droppe det hulens får og kun lave billedskærerarbejde. Så skete der det i 2013, at jeg droppede billedskærerarbejdet for kun at lave får. Så nu skal tiden altså bruges på det,« fortæller han og udtrykker samtidig et stort ønske om at beholde sit værksted.

»Jeg er utrolig glad her. Min kone har atelier inde ved siden af, og jeg ser frem til, at vi går her sammen.«

Men i sidste ende er der ikke tale om det helt store skifte.

»Det, jeg laver, er det jeg har lyst til at lave, og sådan har det altid været. Det er jo et privilegium.«