Fortsæt til indhold

Ny Group CFO i Danish Crown

Samfund
sra

Danish Crowns bestyrelse har ansat Anders Aakaer Jensen som ny Group CFO, skriver Danish Crown i en pressemeddelelse.

I valget har bestyrelsen lagt vægt på at finde en profil med en stor værktøjskasse og tung erfaring fra virksomheder under transformation. Det har Anders Aakaer Jensen.

»Anders har vist, at han kan levere vækst og gode resultater under svære betingelser, og han har succesfuldt gennemført transformationer i større internationale koncerner. Derfor er vi meget glade for, at han har sagt ja til jobbet,« siger bestyrelsesformand i Danish Crown, Asger Krogsgaard.

Siden 2018 har Anders Aakaer Jensen i en kombineret rolle som Group EVP/Group CFO været med til at levere solid vækst over en årrække i DOVISTA-koncernen, der er en del af VKR Group og specialiserer sig i vinduer og døre. Før det havde han ansættelser i blandt andet Bang & Olufsen og Grundfos.

»Det er et privilegie for mig at få muligheden for at tage et stort medansvar for en af Danmarks største virksomheder. Jeg har stor respekt for det, landbruget og andelsbevægelsen har skabt gennem mange årtier, ikke mindst i form af ejerskabet af Danish Crown,« siger Anders Aakaer Jensen.

Anders Aakaer Jensen tiltræder i Danish Crown senest 1. december.