Fortsæt til indhold

Få hjælp inden frist: Flere kan søge om minivådområder

Landbrugsstyrelsen har lavet ændringer i minivådområdeordningen, hvilket betyder at flere nu kan søge tilladelse.

Samfund
mw

Landbrugsstyrelsen har ændret reglerne i minivådområdeordningen. Det betyder, at flere har mulighed for at søge om et minivådområde.

»Jeg synes, det er rigtig godt, at endnu flere har fået muligheden for at søge om et minivådområde. Jeg vil da gerne opfordre alle mine kollegaer til at se på mulighederne på deres ejendom,« siger formanden for Djursland Landboforening, Hans Gæmelke.

Det skriver Djursland Landboforening.

Ændringerne betyder helt konkret, at de oplande, hvor man siden Vandområdeplanerne blev indført, ikke har kunnet etablere minivådområder, nu er sat sammen i oplandsgrupper. Er der ét af oplandene i gruppen, som har et indsatskrav, kan alle søge om at etablere et minivådområde.

En anden ændring i ordningen er, at det ikke længere er et krav, at 80 procent af et minivådområdes drænopland skal udgøres af omdriftsarealer - fremover er det blot et krav, at 80 procent af minivådområdets drænopland udgøres af landbrugsarealer.

Derudover bliver ordningen fremadrettet to-årig og gælder for ansøgningsrunderne i 2024 og 2025.

Man kan få gratis hjælp til at søge om tilskud til etablering af et minivådområde, samt gratis hjælp til at planlægge og designe minivådområdet hos udtagningskonsulenterne. Ansøgningsfristen er 30. september.

Find en udtagningskonsulent på www.udtagningskonsulenterne.dk