Færre ønsker bolig med havudsigt: Vandet er en risiko
Hav, sø og fjord er blevet mindre populære naboer, viser spørgeundersøgelse.
Grundvandet står lige nu 40 centimeter højere end for et år siden, og eksperter forudsiger et vådt efterår, der kan skabe bekymring blandt boligejerne.
Mange husker også efterårets og vinterens storme, der fik hav og fjorde til at oversvømme bolig- og sommerhuskvarterer.
Det skriver Home A/S.
Nærhed til vand og havudsigt har stadig stor tiltrækningskraft, men de seneste par år er vandet blevet mindre dragende i boligdrømmene.
Det viser en spørgeundersøgelse fra analysevirksomheden YouGov og ejendomsmæglerkæden Home. Samlet set har cirka 10.000 danskere over 18 år deltaget i undersøgelsen fra 2020 til 2024.
I den nyeste udgave af Home Flyttebarometer for 2024 svarer 19,3 procent, at ’Tæt på vandet - hav, fjord, sø mm.’ er blandt deres tre vigtigste ønsker til en boligs beliggenhed. Ifølge YouGov er det signifikant færre end tidligere.
»Efter de hændelser og oversvømmelser, vi har været vidne til hen over vinteren, med stormflod, storm, sne, regn og stigende grundvand, er flere nu opmærksomme på, at vandet ikke kun er en dragende nabo, men også en risiko, der kan skabe ravage i hjemmet og forårsage store skader på boligen,« siger Homes boligmarkedsanalytiker, Henrik Hauthorn Jensen.
Bekymringen for vandet ses ved, at flere nu ønsker en bolig, hvor der er ’garanti/sikring mod oversvømmelse’. Det ønske er også steget signifikant – fra 3,2 procent i 2023 til 5,8 procent i år.
Mange danskere kender allerede til risikoen for vand i og omkring hjemmet. Tilbage i december 2023 svarede 5,4 procent, cirka 260.000 personer over 18 år, i en anden måling fra YouGov og Home, at de har oplevet oversvømmelser i deres helårsboliger eller sommerhuse efter forhøjet vandstand eller stormflod.